Charles Knudsen var opkaldt efter en kendt engelsk forfatter. Han kom hos min mormor og morfar og blev kaldt onkel Charles. Jeg er ikke sikker på, at han var onkel til nogen. Hver onsdag tog Charles ned til mormor og spiste kartoffelmos med frikadeller og rødbeder, som mormor havde skåret ud som nissehuer. Han var berømt og var engang indstillet til Nobelprisen for en teori, han kaldte lerkuglemodellen. Han forklarede gerne til os børn om den. Lommelygten var stjernen og lerkuglerne var planeterne, som stjernene lyste på. Han havde som barn, læst i en stor og støvet bog om lysets tøven. Han havde fremsat en kompliceret teori om, at lerkuglerne absorberede lyset med en vis tøven. For mig var det mest bare sjov. Med for onkel Charles var det alvor. Det var også underligt, at han blev berømt for en pris, som han aldrig fik.
En dag, da han var død spurgte jeg morfor om, der stod "tak til vargen" på hans gravsten. Og så begyndte morfar at fortælle. Engang var Charles en dreng med lyst hår og blå øjne. Han var nok den skarpeste kniv i skuffen, men fra hans bælte han en rusten og sløv dolk, som hans far havde fundet og givet til ham. Rustne og sløve knive kan være for farlige for børn, formanede morfar.
En sommer var han oppe i Søderåsen i Sverige og vandre i den store nationale park. Han var spejder og derfor altid beredt. Hans bedste ven var med, han gik altid med en lerkugle i lommen, som han trillede rundt med den ene hånd. Altså kun når lederen ikke så det, for spejdere må ikke have hånden i lommen. Da de var ude at gå, forvred Charles den ene fod. Det betød, at alle spejderne måtte bære ham ned til landsbyen til lægen. Da de kom derned, stod der "semester" på døren. De kiggede bekymrede på landkortet. For Charles var tung og havde ondt i foden. Solcreme kendte spejderne ikke til. Det regnede som det altid gjorde i Charles minder om Sverige.
Pludselig så de et kors, hvilket er symbolet for hospital. De bar Edwin hen til korset. Men der lå et slot. Så stort at man måtte forvente, at der kom en greve med eget våbenskjold ud. I stedet stod der et skilt "Anstalt for de sinnsløva" Uden om slottet var der et hegn så højt og igennem trådene kunne man se, mennesker gå og lue i den fineste køkkenhave. De sagde en del på svensk, som spejderne ikke forstod. Pludselig var det som de forstod noget. Der var en der sagde, "vi kalder på skytten" Spejderne blev bange. Men ud kom sygeplejersken. Hun bød dem på mad og de åd, som de aldrig havde fået mad før. "Nu får I æde" sagde hun. Og de gjorde de. Sygeplejersken sagde, at deres læge var sygemeldt på grund af dårlige nerver. Charles skal på skadestuen. Birger kan køre ham, sagde hun. Ind kom Birger. Stor og stærk. Han kørte afsted med Charles og et øjeblik åndede spejderne op. Så kom den dårlige samvittighed. De havde overladt Charles til en fremmed. En som havde en tatovering af en ulv og en knallert.
Spejderne fik tilbudt at overnatte inden for hegnet. De betakkede sig og løb ind i skoven, for at skyde genvej. De måtte finde Charles. For hvad kunne der ikke være sket. De frygtede det mere end mørket. Spejderne så et forladt hus, og gik ind for at hvile. De var så trætte. Pludselig kom en gammel heks ud med skæg. "Fang dem" skreg hun. Hendes søn fangede dem og lukkede dem ind til hønsene. Han var den sygemeldte læge. Han talte med sin mor og de blev enige om beholde børnene. De forlangte, at spejderne skulle høre på alle deres elendige historier. Lægen tændte et bål og begyndte at fortælle. Spejderne kom først ud, da lægen døde af alderdom. Charles mødtes med sin bedste ven mange år senere, men forenede blev de aldrig. Han gav ham lerkuglen uden et ord og gik. For efter al den elendighed er det svært at komme tilbage til de gode stunder og sidde rundt om et bål og synge sange. Charles fik aldrig takket "ulven" for, at han fik et lift til skadestuen. Han tænkte dog, "bedre sent end aldrig" Det var derfor der stod "Tak til vargen" på hans gravsten.