Der var engang en konge, der havde et slot midt ude på en ø omgivet af en stor bred voldgrav. Slottet var ikke særlig stort, men der var masser af små rum, man kunne gemme sig i. Der lå en have bag ved slottet med smukke blomster og store træer, som man kunne klatre i, når det var sommer. For at komme over voldgraven var der anlagt en stor stenbro med smukke løveskulpturer i hver side af hver ende. Der gik to stenlinjer ned på hver side af broen, så man ikke kunne falde ud over kanten, når det stormede.
På slottet boede den modige midaldrende konge med hans smukke intelligente kone og deres tre dejlige døtre. Kongen havde også nogle sønner, men dem så man aldrig rigtig noget til da de fleste af dem som regel var ude og slås. En enkel af dem, den ældste, var blevet gift med dronning fra et andet rige. Den yngste havde besluttet sig for at blive præst og var på kloster skole i Frankrig.
To gange hver uge kom der en vogn fra landsbyen i nærheden, som var fyldt med friske røde tomater, dejlig grønne agurker, ærter, kål, jordbær og selvfølgelig dronningens yndlingssnack, hindbær. Der var også kød i den, de fineste fritgående kyllinger og de saftigste bøffer, og en gang om ugen var der en fårehyrde der drev nogle får over broen, så familien havde noget at spise, og så syerskerne havde noget at lave tøj af. Nogle gange kørte pigerne sammen med deres mor, og et par af pagerne fra slottet ud i en lille karet sammen og hentede krydderier.
Prinsesserne boede øverst oppe i slottets ene tårn sammen med deres barnepige frøken Elsebeth, hun klædte dem altid i pastelfarvede kjoler og satte deres hår med sløjfer og blomster. Mange troede at hun plejede pigerne så godt, fordi hun ikke selv havde nogen børn. Men pigerne syntes hun var streng, hun fik dem altid til at neje og lære om etikette, og der var sjældent tid til sjov, når man kørte efter hendes skema.
Men, nu havde hun været deres barnepige længe, og de vidste at man altid kunne få lidt fritid ved at fortælle frøken Elsebeth at hendes hår sad mærkeligt, så kunne der godt gå et par timer før man så hende igen. Og så var det jo godt at der også var hofdamer, syersker, påklædere, kokke og tjenestefolk som man kunne lave sjov med.
Nogle gange løb pigerne ned i køkkenet og stjal diverse kager eller kiks, for dem måtte de ikke få mens frøken Elsebeth var i nærheden. Andre gange begyndte de at lave lyde fra de hemmelige rum i væggene så de kunne skræmme de nyeste tjenestepiger lidt. Men nogen man ikke kunne skræmme, var Kongens livvagter. De var jo trods alt ansat til at passe på kongen, så de var ikke så lette at drille. Selv de nyeste livvagter der stadig ikke kendte slottet lod sig ikke skræmme af de små pigers drillerier.
En dag begyndte vandet at skvulpede, det boblede som om det kogte og det lugtede ikke særlig godt.
Da fårehyrden næste gang kom forbi med en fåreflok til slottet, så skete der et eller anden, fra det ene øjeblik til det andet forsvandt alle fårene og fårehyrden stod rystende og bævrende så langt væk fra slotte som han kunne komme, nærmest som om han lige havde set et spøgelse.
Det skete et par gange over de næste uger, og hver gang var der endnu større bobler og de lugtede endnu værre end før. Der blev en nød på slotte, for uden fårene manglede der mad, og ingen turde tage hjem, så tjenestefolkene, hofdamerne og alle de andre måtte blive og sove hver aften, hvilket ikke ligefrem hjalp på mængden af mad.
Til sidst måtte der gøres noget, så kongen sendte sin livgarde ud i fuld rustning med hjelm, skjold og sværd for at holde øje da der igen skulle en fåreflok over, så de kunne være sikre på, at fårene kom sikkert over. For ingen var i tvivl om, at fårehyrden kom med fårene, men der var heller ikke nogen der vidste hvor de blev af inden de kom over på den anden side.
Soldaterne stillede sig klar og kiggede ned på fårehyrden, der nu selv var begyndt at ligne et spøgelse. Fårehyrden havde efterhånden lært at jage fåreflokken over uden selv at sætte fod på broen, så var risikoen for at han selv blev væk ikke så stor.
Men ridderne var ikke bange, jo måske var de, nogle enkle af dem rystede nok faktisk en lille smule. Men en ordre var en ordre så de marcherede ud i deres skinnende rustning, den ene halvdel kiggede meget intenst ned på voldgravens vand, mens den anden halvdel kiggede på fårene. Et øjeblik efter forsvandt fårene og ridderne, kongen blev meget forbavset og ulykkelig over at have mistet en del af sin livgarde.
Prinsesserne fik besked om at blive på slottet, de måtte ikke engang gå ud i haven der var bag ved slottet, og frøken Elsebeth blev strengere end nogensinde før. Det var i øvrigt svært at opholde sig udenfor fordi det stank så forfærdeligt, voldgravsvandet boblede hele tiden med store bobler der lugtede af svovl, og vandet var så tykt som mudder i en sump.
Prinsesserne tilbragte rigtig meget tid oppe på tårnværelset, for der følte kongen de var sikrest, så langt væk fra voldgraven som overhovedet muligt på det lille slot. De læste alle deres bøger… et par gange, og malede til deres hænder blev røde, den ældste besluttede sig endda for at lærer klaver fra hendes mor, når nu hun skulle være på værelset så meget. Den eneste der nød det var nok frøken Elsebeth, hun var så begejstret for at få den ekstra etikette træningstid, og hun fandt på nye og skøre ideer til at lærer pigerne den helt rigtige ryg holdning. Men efterhånden begyndte selv hun og kede sig, og især den yngste prinsesse, Sophia, sad ofte i vindueskarmen og kiggede drømmende ud over voldgraven og landskabet, mens hun skrev historier om verden udenfor, som om den var forsvundet.
Men så en dag stormede Sophia i en mægtig hast ned af den lange runde vindeltrappe, igennem den store indgangs hal og inden nogen havde nået at se hende eller standse hende, åbnede hun slottets kæmpe port. Mens hendes forældre, søstre og barnepige så rædselsslagende til, satte hun sig på den ene af broens stenlinjer med hendes barre fødder dinglende ud over vandet, og hænderne placeret solidt bag sig. Så lænede hun sig frem over og kiggede ned i vandet.
”Hej, hvem er du?” Spurgte hun vandet, tjenestefolkene kiggede forbavset på den lille pige igennem vinduerne.
”Hvor er du fin” sagde prinsessen, der kom en kæmpe boble og hun fik et par dråber på sin fine røde kjole, men det gjorde hende ikke noget.
”Har du ondt i maven?” sagde den lille prinsesse med medfølelse i stemmen ”det var heller ikke pænt af dig og spise alle mine fars riddere, han blev rigtig ked af det” medfølelsen i hendes stemme blev til et skarpt svirp, nærmest som om hun skældte et eller andet ud.
”Er det alle deres rustninger der gør så ondt i maven på dig?” Spurgte prinsessen og man kunne igen mærke medfølelsen i hendes stemme, det med at skifte toneleje var en kunst, som hun havde lært fra hendes mor.
Kongen gik forsigtigt ud på broen for at se hvad prinsessen snakkede til, han spang tilbage med et hvin, da han fik øje på et kæmpe rødt hoved, en slange hals med lange grå spidse pigge på ryggen og langt væk en hale der piskede og piskede i vandet. Der var også et par store brede vinger på dyret, og skønt kongen kun havde læst om dem, så var der ingen tvivl, det her var en drage.
”Sophia kan du så komme tilbage min skat?” sagde kongen, men Sophia talte bare med et blødt toneleje.
”Nej far hun er en sød drage, hun har bare ondt i maven” sagde hun og kiggede skiftevis på hendes far, dragen også tilbage på hendes far igen
”Er det ikke rigtig?” spurte prinsessen og rakte hånden indbydende ud mod vandet, og faren så forbavset på mens det store ansigt hævede sig op mod hendes hånd, og en kæmpe næse snusede til den lille hånd, og fnyste så en smule, så hendes hånd blev helt våd af drage snot. Sophia tørrede det bare af i kjolen, og hendes barnepige sukkede dybt over, at Sophia ikke havde brugt et lommetørklæde, vaskedamerne sukke dybt over at det var dem der skulle få alt det snot ud af den fine tyl kjole. De havde godt nok ikke prøvet det før, men hvis drage snot bare lignede barnesnot en smule, ja så ville det næsten være umuligt at få det af kjolen.
”Sophia” sagde faren bønfaldende og prøvede at få hende til at komme med, men Sophia blev siddende stille og roligt og kiggede ned i vandet.
”Hun har ikke godt af får eller riddere, far” sagde Sophia ”det er derfor hun prutter og bøvser, og det er det der lugter, ikke?” sagde hun mens hun kiggede på dragen, den nikkede sørgmodigt og vendte sig i skam fra Sophia. Men Sophia rakte ud efter det store dragehoved og kiggede smilende på dragen.
”Vi må hjælpe hende” hun kiggede på dragen igen med store kærlige øjne.
”Den omsorg har hun lært fra mig” råbte dronningen grinende inde fra tårnet.
”Det her er ingen tid til at lave sjov” råbte kongen tilbage, ”kan du ikke se at vores datter er i farer?”
”Nej det kan jeg faktisk ikke, hør nu på hvad Sophia har at sige” sagde dronningen og vendte hendes fulde opmærksomhed på Sophia.
”Når jeg har ondt i maven…” startede hun som om hun intet havde hørt fra den tidligere samtale. Hun tænkte sig om også smilte hun stort til dragen, som om hun lige havde fået den mest fantastiske ide i hele verden.
”Når jeg har ondt i maven, så laver min barnepige noget medicin til mig, det smager fuldstændig forfærdeligt og lugter næsten værre end dine prutter. Mine søstre og mig laver altid sjov med at det er fordi den er brygget på hendes sjæl, men det vigtigste er, at det hjælper. Skal vi ikke prøve og lave sådan noget til dig?” spurgte hun kærligt, dragens øjne blev store, den nikkede.
”Jeg går ind og laver det nu” sagde prinsessen, kongen åndende lettet op da han hørte at prinsessen ville komme ind igen. Men dragen slog en prut så det bølgede i vandet og hele broen begyndte at ryste, så lagde den hovedet på Sophias skød, så hun ikke kunne gå. Den ville være helt sikker på at den fik sin medicin, og at den ikke bare ville blive angrebet af en masse sværd lige så snart prinsessen var gået.
”Okay, okay, jeg bliver her” sagde prinsessen og efter lidt tid råbte hun højt ”Faaaaar” på en måde som en hver lille charme prinsesse ved hvordan man skal, når man nu gerne vil have noget.
”Vil du bede frøken Elsebeth om at lave noget at det vi plejer at få? Men det skal nok være en lidt større portion end normalt, husk der skal være nok til en drage mave” sagde hun grinene. Kongen løb ind på slottet klar til selv at brygge medicinen om så nødvendigt, også selvom han ikke kendte opskriften. Det var der heldigvis ikke brug for, for Elsebeth kom strygende ned fra tårnværelset med de andre prinsesser og deres mor lige i hælene, også blev der ellers tændt op under den største gryde de havde på hele slottet.
Heldigvis var frøken Elsebeths opskrift ganske enkel, man startede med at koge noget meget stærk kaffe, og så piskede man et råt æg ned i også skulle det drikkes mens det stadig var varm, så ægget ikke nåede at koge. Pagerne, kokkene, tjenestefolkene, de ældste prinsesser og deres mor strøg rundt for at finde alle æggene og alt kaffen på hele slottet.
Imens sad Sophia stille og roligt og snakkede med dragen om alt muligt og om ingen ting, hun nussede den bag øret, og hun fortalte den hvor smuk den var. Hun synes at den opførte sig præcis ligesom de katte der nogle gange kom på besøg ned i gården for at få en bid mad. En times tid gik og efter alt kaffe og alle æg på hele slottet var brugt, var hele gryden fyldt med en væske, som ikke ligefrem så appetitligt ud.
”Så er det klar min skat, jeg er nødt til at tage et par af page drengene med ud, for jeg kan ikke selv bære den store gryde” råbte kongen ud til Sophia.
”Du må også hellere tage en kande med så vi kan hælde det i Mias hals” råbte prinsessen og svingede lidt med benene.
”MIA?” spurgte de ældste prinsesser der stod uden for porten for at se deres lille søster i aktion.
”Ja hun hedder Mia, det har hun selv fortalt mig, og hun er meget smuk” sagde prinsessen, tjenestefolkene der igen stod i vinduerne, grinede forbavset af hvor rolig den lille pige var.
”Mia” hviskede kongen, ”ja så har man hørt det med”.
Kongen og fem pager kom slæbende ud med en stor jerngryde og i den ene hånd havde kongen en stor lerkande som normalt blev brugt til øl, men det ville den nok ikke længere blive brugt til efter den dag. Sophia kiggede meget alvorligt på Mia.
”Du skal drikke det hele, selvom det er varmt” sagde hun strengt, dragen nikkede og tjenestefolkene grinte af den her lille pige der gav dragen ordre.
”Det smager forfærdeligt, det skal du være forberedt på, men du må ikke spytte det ud, og hvis du skal kaste op, så skal du gå derover” sagde hun og pegede på den modsatte side af voldgraven, dragen nikkede igen.
Mia så mærkelig ud i hovedet da hun lugtede til det sorte stads.
”Bare stil det der, og gå i så bare” sagde prinsessen og viftede pagerne væk
”Men hvad nu hvis hun gør dig noget?” spurgte kongen bekymret, det var meget tydeligt at se hvor højt kongen elskede sin yngste datter.
”Mia og jeg har en aftale og hun gør mig ikke noget, vel Mia?” Mia rystede på hovedet og smilte lidt til kongen. Han gik et par skridt tilbage og stillede sig i Borgporten hos hans kone og deres to ældste døtre.
Dronningen lagde blidt sine hænder om kongens arm og viskede i hans øre.
”Det her er vores datter, hun skal nok klare den, der er ikke noget at være bekymret for, hun har din styrke og dit mod, og hun har min intellekt”
”Og din godhed” sagde den midterste søster, kongen slappede lidt af.
Sophia begyndte at hælde blandingen ned i Mias hals, hun fik næsten selv kvalme af lugten, for hun huskede alle de gange hendes barnepige havde tvunget hende til at drikke det, og hun huskede hvor slemt det havde smagt, og at smagte meget værre når man var syg. Mia slugte den første kande væske, og så meget overrasket ud. Så skar hun ansigt og rystede så voldsomt på hovedet at Sophia næsten fløj ned i voldgraven, men hun tog sig sammen og kiggede strengt på Mia.
”Du lovede” sagde hun og prøvede at efterligne det tonelege hendes mor lavede når hendes far ikke var kommer hjem til tiden. Hun fik hældt tre eller fire kander i halsen på Mia, inden Mia vendte sig om og kastede sig med tre svømmetag mod den anden ende af voldgraven.
At høre en drage kaste op, var en af de mest frygtelige lyde Sophia nogensinde havde hørt. Det var næsten værre end når hendes barnepige snorkede, for lyden var nærmest et halvkvalt brøl. Mias lange slange hals bøjede dobbelt over, og hendes hale piskede i voldgravens vand så det sprøjtede op på Sophia, indimellem lød der en tør hosten bag det halvkvalte brøl. Men Sophia ventede, alle slottets beboer ventede, og landsbyens beboer havde samlet sig på grund af støjen, de ventede for at se hvad den modige prinsesse nu ville gøre. Efter et godt stykke tid svømmede Mia helt grøn i ansigtet tilbage til Sophia, hun var afkræftede, men baskede alligevel en smule med vingerne. Sophia vendte sig om og prøvede at formulere den bedste sætning i hendes hoved.
”Far, Mia skal vente her et par dage, du kan se hvor træt hun er” sagde Sophia og hældte den sidste kande i halsen på Mia.
”Det kan der ikke være tale om” sagde hendes far, ”først spiser hun mine får, også mine ridder, hun holdt os fanget i vores eget hjem, og nu siger du hun skal blive? Ikke tale om”
”Bare et par dage så hun er klar igen” sagde Sophia, men man kunne godt høre hun ikke bad om det, det var en konklusion.
”Den er egentligt meget sød” sagde dronningen og kiggede på hendes mand.
”Okay” sagde kongen
”Men far, hun skal også have noget at spise” sagde Sophia og folk grinte af hende for nu gav hun også kongen ordre.
”Spise? Hvad havde du dog tænkt dig vi skulle fodre det væsen med?” spurgte kongen forbavset og kiggede rundt på folk for at få lidt støtte, men alle kiggede i stedet spændt på den tænksomme prinsesse.
”Hun hedder Mia og hun er en drage, ikke en farlig en, bare en drage med meget ondt i maven, og hun er vores gæst. Når det kommer til mad, så har jeg hørt at bønnerne har meget kål i deres kål haver, for det sagde kokken i går, måske kan hun få noget af det” sagde Sophia spidst og aede Mia på trynen.
”Hvem siger hun kan lide kål?” spurgte kongen og kiggede på den store drage.
”Det er der ingen der har sagt, men det er værd at prøve, og så behøver du heller ikke spise kålstuvning i de næste mange måneder” sagde prinsessen, kongen sendte bud efter tredive vognfulde kål, og bønnerne kom med en vognfuld hver. Sophia gav alle kålhovederne til Mia en ad gangen, imens sendte kongen et par af pagerne over for at kigge på det som dragen havde kastet op. De fandt både fåreskind og dele af både rindbrynje og pladerustninger, og til deres store forbløffelse fandt de alle riderne levende. Det viste sig at Mia havde slugt dem deres rustninger var gået i stykker men selv var de sluppet afsted med et par skræmmer. Der blev sendt bud efter læger for at kigge på riderne, og tjenestefolk til at tørre alt brækket op. Da det blev aften og mørket fald på, var det tid til at gå i seng
”Jeg er nødt til at gå op og spise, for ellers får jeg ondt i maven, også er det sengetid, men vi ses i morgen” sagde Sophia og klappede Mia på hovedet. Hun fik hendes far til at love, at han ikke ville sende nogle af hans riddere eller hendes storebrødre efter Mia når hun gik i seng, og hun fik til gengæld Mia til at love at hun ikke ville spise flere folk.
Lige så snart hun gik ind på slottet blev hun puttet i et bad, for hun stank forfærdeligt af drage prutter.
Inden hun gik i seng om aftenen kiggede hun ud ad vinduet på det landskab der havde synes så lang væk før, og lige udenfor svævede en rød drage og viste alle sine tænder i et stort smil.
Mia blev boende til hun havde samlet kræfterne, og på det tidspunkt var hun uundværlig. For Mia elskede kål og kongen hadet kål stuvning, så han lod Mia blive så længe hun spiste alt kålen, og bønnerne blev så vant til Mia at de nogle gange havde godbidder med til hende, og andre gange klappede de hende bare lidt på hovedet.
Sophia var vild af begejstring for at måtte beholde Mia, og hun snakkede med hende hver dag efter time, og nogle gange spillede de spile og Sophia lærte Mia tegnsprog så de kunne kommunikere bedre.
Selv frøken Elsebeth varmede op for ideen om Mia, da hun fandt ud af at hendes spyt var den perfekte hårvoks. Mia var mere end glad for at dele ud af den, og da det begyndte at gå godt med Mia og hendes mave igen. Forsvandt farven, lugten og konsistensen af den før mudrede voldgrave, og erstattet med klart, rent vand, med fisk svømmende rundt og den store drage, der bare lå og dasede mens den nød livet.