Der var engang en familie der skulle på tur.
Nadja havde to lillebrødre, William og Gustav, på 7 som gik i 2. klasse, mens hun selv gik i 7. klasse. Deres mor fes rundt og pakkede en masse ting ned i rygsække, mens hun råbte ordrer til deres far. Deres far tog alting meget mere afslappet.
Han glædede sig til at nyde en weekend med bålhygge, sove i shelters og bare hygge med familien. Lige siden han var barn, havde hans egne forældre taget ham med på lejrtur en gang om sommeren.
“Nadja” råbte deres mor Katrine. Nadja kunne høre hende komme trampende op ad trappen og pakkede hurtigt sin telefon væk. Hun kravlede ned på gulvet og lod som om hun pakkede. “Ja mor! Hvad er der nu?” Nadja nåede lige at tale sætningen ud, før hendes mor kom brasende ind.
“Har du slet ikke pakket noget endnu!?” Katrine kiggede strengt ned på hende. “Vær nu sød at komme i gang Nadja. Vi kører om en halv time.” Så smuttede Katrine ud af værelset og ind på brødrenes værelse lige ved siden af.
Nadja havde bare lyst til at skrige af hendes mor. Altid skulle hun komme og hundse rundt med hende, mens Nadja bare ville ligge med sin telefon og se Tik Tok. Men det måtte hun ikke, for “Åh, hvor skulle de være sociale!”
Nadja var en af de mest populære piger i klassen. Hun havde en pæn kæreste, gik i det mest moderne tøj og rendte rundt med en iPhone 11 pro uden Panzer glas.
Hun gik over til sit store klædeskab og åbnede det. Stille og roligt begyndte hun at fylde hendes yndlingstøj ned i en rygsæk. Hun lagde et par ekstra sko derned, en hårbørste, deo og tandbørste. Hun overvejede kort at tage en lader med, men deres far, Kasper, sagde der ikke var noget elektricitet derude. Nadja lagde en bog i tasken, selvom hun vidste at hun aldrig ville komme til at læse den, og så var hun færdig med at pakke.
En halv time efter kørte de afsted. Nadja sad klemt sammen med sine brødre på bagsædet. Hun skulle altid sidde i midten så hendes brødre ikke kunne komme op og slås. De havde sat musik på radioen og drønede afsted.
Små 20 minutter efter var de ankommet til en parkeringsplads. Fra parkeringspladsen gik der en sti ned i skoven og hen til shelterpladsen. De parkerede bilen og hoppede ud. Der holdt ikke andre biler end deres på parkeringspladsen.
De begyndte at slæbe alle deres rygsække ned igennem skoven. Shelterpladsen var et lille hyggeligt område, men Nadja kunne ikke lide den. Der var insekter overalt og hun ville bare gerne sidde med sin telefon og skrive med sine veninder på snapchat. Hendes bedste ven, Alma, var lige taget på weekendtur mod Skagen og skulle hygge sig med at bade og slappe.
“Nadja” kaldte hendes far. Hun gik over til ham: “Ja far?”
“Vil du ikke gå ud i skoven og hente noget brænde, det skal være tørt” sagde far.
Nadja nikkede og gik så ud i skoven. Hun kunne høre fuglesang og egetræerne og bøgetræerne svajede blidt i blæsten. Alt var grønt og saftigt i slutningen af August. Nadja nød faktisk skoven lidt, lige indtil hun trådte i en gigantisk hundelort med sine nye, hvide fila sko. Hendes mor havde sagt at hun ikke skulle tage hvide sko på, men hun havde gjort det alligevel. Og nu var det her sket.
Hun prøvede at tørre det af i skovbunden, men følte at hun bare havde hundelort blandet med skovbund under sine skosåler. Hendes hals brændte og øjnene svømmede. Hun ville bare have lorten væk! Hun ville væk fra skoven og hjem igen! Nadja gik videre mens tårerne løb ned ad kinderne. Hun samlede hurtigt noget brænde og tørrede øjnene. Så gik hun tilbage mens hun holdt øje med hvor hun satte fødderne.
Da hun kom tilbage til bålpladsen, sad hendes brødre og legede på jorden. De tegnede og prøvede at bygge en borg med nedfaldne grene og sten. Hendes mor og far havde lige fået gang i bålet og var ved at gøre klar til at man kunne lave mad. Ingen lagde mærke til Nadja, så hun gik bare ind i den ene af de shelters der var og fandt telefonen frem. Hun skrev lidt med Alma og så så noget Tik Tok. Hun kiggede telefon indtil klokken blev 20.00 om aftenen og hendes mor kaldte til aftensmad.
De satte sig ned på nogle træstubbe og fandt paptallerkener frem. De hentede alle sammen en pølse og varmt brød.
“Mor, jeg gider ikke have det her klamme sorte stads på mit brød” sagde Nadja.
“Nadja! Hold nu op, det er bare fordi det bliver lidt brændt når det har været over bål, det er ikke farligt. Prøv nu at tage dig sammen og hyg dig med din familie!” Katrine stirrer vredt på hende fra hendes plads på den anden side af bålet.
Deres far, Kasper, snakker med drengene og lader Nadja og hendes mor klarer deres egne problemer.
Om aftenen spørger William og Gustav om de må stege skumfiduser. Nadja går lidt væk og sætter sig med sin telefon igen. Hun har overhovedet ikke lyst til at være en del af hendes mors såkaldte “Sociale fællesskab”. Hun hader at være sammen med sine lillebrødre, og hendes mor forstår alligevel aldrig, så hende gider hun heller ikke være sammen med! Hendes far blander sig aldrig i noget, lader bare moren styrer sit eget show. Det er ligesom i et bistade, hvor Katrine er den onde bidronning, tænker Nadja og smiler for sig selv.
Da klokken er ved at være 22.00 kommer Katrine hen til hende.
“Undskyld skat, det var ikke meningen jeg ville lyde så sur. Vil du med hen til bålet igen og have en skumfidus med chokolade?” Katrine lægger armene om Nadja, men hun trækker sig bare væk
“Nej tak mor. Jeg ser lige Tik Tok?” Da Nadja har sagt det kan hun godt se vreden flamme op i hendes mors øjne. Måske var det dumt at sige det på den måde, eller overhovedet sige det, men hun sagde jo bare det der lige faldt hende ind. Og hun ville jo gerne virke lidt cool, samtidig med at hun ikke bare ville tilgive sin mor med det samme som hun plejede.
“Nadja! Nu ligger du den telefon fra dig, ellers kommer der konsekvenser!!” Nadja kigger uskyldigt op på hende: “JEG ER SÅ LIGEGLAD SOM ET MENNESKE OVERHOVEDET KAN VÆRE! SMUT! SKRID OG KOM ALDRIG TILBAGE!! JEG HADER DIG”
Katrine kigger på hendes datter et kort øjeblik, hendes øjne er helt våde. Så vender hun om og skal til at gå, men så vender hun sig om mod Nadja: “Hvis du nogensinde siger sådan noget igen, så er det ikke mit hus du kommer til at sove i RESTEN AF DIT LIV!”
Nadja sidder helt fastfrosset i shelteren. Hun har en nervøs klump i maven, hun ved at det hun gjorde, var forkert. Hendes mor bad hende jo bare om at lægge telefonen. Hu falder sammen og græder. Hun ved ikke hvad hun skal gøre. Hun syntes det er alt for pinligt at gå tilbage nu og sige undskyld, det kan hun bare ikke. Nadja har det som om hun er en lus der sidder mellem to negle. Hun kan ikke komme ud af det hun sagde før, for alt hvad hun sagde mente hun jo, og det vidste hendes mor godt. Nadja havde for første gang sagt præcis hvad hun mente om sin mor, men halvdelen af hvad hun mente om hendes mor havde hun ikke fået sagt.
Nadja lagde sig til at sove, hun håbede at det hele bare ville være en ond drøm, som hun kunne vågne op fra igen i morgen, men inderst inde vidste hun godt at det var det jo ikke.
Nadja vågnede en time efter fordi hun skulle sove i samme shelter som hendes brødre og de blev puttet nu. Hun lod som om hun sov så hun ikke skulle snakke med moren eller faren. Da de alle sammen var gået i seng begyndte hendes brødre at ligge og slås.
“Stop drenge. I skal sove nu” sagde hun til dem og prøvede at falde i søvn.
“Du er ikke vores mor” sagde William og hev i hendes hår. “Av!” hvæsede Nadja og stod op. Hun gik hen til morens og farens shelter hvor de sov og sagde: “Far, William og Gustav slås og de river i mit hår.”
“Sludder Nadja! Hold nu op med at skyde skylden på alle andre. De har garanteret ikke gjort noget som helst, du vil bare skabe opmærksomhed på dig selv og virke så uskyldig. Gå nu bare i seng” sagde hendes mor.
Nadja gjorde som hendes mor sagde, men hun kunne falde i søvn, for begge drenge blev ved med at hive og slå hende. Til sidst steg hun ud af sengen. Hun tog sin jakke, sko og telefon og listede væk. Da hun var kommet et stykke væk, tog hun sin jakke og sine sko på og listede videre.
Nadja havde besluttet at hun ville gå en lille tur og slappe af. Bare komme lidt væk fra det hele. Hun regnede med at hun ville kunne finde tilbage, så hun ik bare stille og roligt derudaf. Klokken nærmede sig 4 om natten, eller var det morgen?
Nadja satte sig ned på en kold sten. Hun så morgenen komme frem, lyse ned mellem træernes blade. Hun var træt, men hun havde før været længe oppe. Hun nød solen der ramte hendes kinder og hendes ben. Hun kom pludselig i tanke om at hun nok burde komme tilbage til hendes familie, og snakke med dem.
Hun rejste sig op og strakte benene. Hun følte sig helt igennem kold og det slog hende hvordan hun måtte se ud. Nattøj, uredt hår, og hun havde ikke sovet. Hun begyndte at gå tilbage, men blev i tvivl om hvilken vej der var tilbage. Hun blev ved med at gå, Nadja syntes at hun var gået i den rigtige retning, men da hun ikke kunne finde lejren, måtte hun være gået forkert.
Nadja blev ved med at gå rundt. Hun tjekkede hvad klokken var på sit ur, klokken var nu 6. Nadja ville prøve at ringe til sin mor, men da hun tænder telefonen, er den død. Hun sætter sig ned igen, venter på at nogen vil lede efter hende. Hele tiden lytter hun efter tegn på andre mennesker. Hun følte sig håbløs og dum. Hendes mor havde ret. Hun brugte alt for meget tid på sociale medier i stedet for at være sammen med sin familie og nyde livet.
De næste to timer sad hun bare der, på en sten og ventede på at nogen ville finde hende. Hun var bange for, at hvis hun begyndte at lede, så ville hun bare komme længere væk fra alle. Nadja var bange, hun kan ikke lide at sidde der helt alene i en skov. Hun begyndte at forestille sig børnelokkere og mordere der kunne komme hen til hende. Hun begyndte at se skygger over det hele, mørke skygger fra træerne, der ville komme og tage hende. De formede sig som hænder der ville gribe om hende, hun skreg.
--
Mens skyggerne faldt over Nadja, var hendes forældre og brødre lige stået op. De gik rundt og gjorde klar til morgenmad. Brødrene havde ikke tænkt over at deres søster ikke var der. De forventede at hun bare lå under sin dyne og gemte sig. Faren var gået i gang med at lave et bål så moren kunne lave morgenmad til hele familien.
Da det hele var lavet og brødrene havde dækket bord satte de sig.
“Drenge kan i hente jeres søster?” sagde deres mor.
De to brødre nikkede og løb hen til den shelter de havde sovet i. De gik ind i den og hoppede op på hendes dyne og pude, men de landede direkte ned i det og de var ikke nogen der råbte at de skulle gå. De kiggede på hinanden og løftede dynen, men der var ikke nogen. De løb ud af shelteren og over til deres forældre: “Hun er væk” råbte den ene og den anden nikkede bekræftende.
Deres forældre kiggede på dem, og så begyndte de at grine. “Søde drenge, det kan da ikke passe” sagde deres mor, Katrine. Så rejste hun sig og gik hen til drengenes shelter. Et minut efter kom hun ud og havde panik malet i hovedet. “Skat, hun er væk” sagde Katrine til Kasper og begyndte at løbe forvildet rundt.
Kasper tog fat om hende og holdt hende stille: “Slap nu af” sagde han til hende og fik hende til at sætte sig ned. De spiste resten af morgenmaden i tavshed. Bagefter gik hele familien ud i skoven og ledte. De blev i området så de ikke også ville fare vild.
De gik rundt i skoven og råbte “NADJA”. Men ingen svarede, der komme ikke noget tegn fra hende og der var ikke nogen fodspor. De prøvede at ringe til hende, men den blev ved med at gå på telefonsvareren. Hendes mor vidste godt at det ikke var nu hun skulle blive sur på hendes datter, men hun var alligevel træt af at hun ikke havde mere strøm. For hun vidste at det var det der var sket. Det var det altid. Hver eneste gang hun ikke tog telefonen, var det fordi den var død. De havde faktisk snakket om at skaffe hende en gammel Nokia med tastatur så hun ikke kunne bruge så meget tid på sociale medier.
Da det blev middagstid, gik de alle tilbage og satte sig ned ved bålet som ikke var blevet tændt. De tændte det og lavede en hurtig omgang hotdogs og spiste endnu engang i tavshed.
---
Tilbage i skove sad Nadja stadigvæk på en træstub. Hun var ikke bange længere, for det var blevet så meget dag at det hele var lyst. Hun valgte at hun ville prøve at gå ud og lede efter dem en gang mere, men hun vidste ikke om det ville være dumt. Da hun havde siddet i ti minutter mere, valgte hun at hun bare ville gøre det. Hun rejste sig op og begyndte at gå. Lidt efter hørte hun endelig et bål knitrer. Hun begyndte at løbe og snublede flere gang i sin søgen efter andre mennesker. Hun stoppede lige i udkanten så hun kunne se hvem der sad ved bålet...
Det var en flok børn på 10-11 år og to voksne ledere. Det lignede nogen fra en spejderklub. Hun blev så lettet at hun satte sig på knæ og græd. Da hun havde sundet sig lidt, gik hun hen til menneskerne.
“Undskyld jeg forstyrrer, men jeg er blevet væk fra min familie” sagde hun. En af dem der lignede ledere, kom hen til hende.
“Okay, skal vi ringe til din mor?” sagde hun.
Nadja takkede ja og blev så budt på suppe. Hun satte sig ned og spiste og kiggede på alle børnene som stirrede nysgerrigt tilbage på hende. Hun smilede til dem og lidt efter mistede de interessen for hende og gik ud for at lege. Nadja sagde hendes mors telefonnummer og den flinke kvinde ringede Nadjas mor op.
Nadja fik selv telefonen så hun kunne snakke med sin mor.
“Hej mor” sagde Nadja og begyndte at græde. Katrine trøstede hende gennem telefonen, eller hun prøvede i hvert fald. Men Nadja blev ved med at hulke, så det gik nok ikke så godt. Efter lidt tid havde de fået snakket lidt sammen, så fik den flinke kvinde telefonen tilbage og de aftalte hvornår Nadja skulle hentes.
Nadja havde mest lyst til at sove, men hun valgte at hun ville spørge børnene om de ville være med til tik. De sagde alle sammen ja og Nadja begyndte at tælle. Hun løb rundt og fangede alle de små børn og hver gang hun fik fat i en, skreg de og grinede helt vildt. Nadja hyggede sig så meget at hun slet ikke opdagede at hendes mor var kommet til lejren.
Hun sagde farvel til alle de søde børn og farvel til den flinke dame. Så gik hun med op i bilen. I bilen fortalte hun alt om hvad der var sket og sagde undskyld. Katrine sagde også undskyld, men de lod vær med at omfavne hinanden. De ville helst ikke have at de kørte galt.
Da de kom tilbage til resten af familien i deres egen lejre, valgte de at glemme at det var sket, de kunne snakke om det når de kom hjem i deres eget hus.
Nadja valgte at hun ville være social, hun lavede mad og hyggede med sine brødre. Hun slukkede for sin telefon og besluttede at hun ikke ville kigge på den, den sidste dag de skulle være i skoven. Nadja hyggede sig faktisk, og hun var glad, for første gang på denne lejrtur.
Slut.