Hun rejste sig fra bålet. Det havde været en lang dag, og bålet havde gjort hende døsig. Hun havde bare brug for at sove. “Jeg går i seng.”
“Godnat skat”
“Godnat mor”
Hun tog nattøj på og børstede tænder. Hun lå lidt og skrev med sin veninde, så lagde hun telefonen fra sig. Hun var virkelig træt. Der gik ikke længe før øjenlågene faldt i.
Hun vågnede. Hun var sikker på, at hun havde hørt noget. Et skrig, men hotellet var dødstille, der var ingen lyde. Hun lagde sig ned igen. Det måtte have været noget hun havde drømt. “Nej, nej, nej.” Den svage kvindestemme kom udefra. Hun rejste sig og listede forsigtigt ud ad døren.
Da yderdøren knirkende gik op, lød der igen et lavt skrig. Hun kiggede rundt. De grønne blade var forsvundet, i stedet lå der brune blade på jorden. Skriget kom fra et sted bag hotellet.
Der var nogen. Hun gemte sig bag et træ. To mænd kom slæbende med en kvinde. Kvinden havde en sæk over hovedet. “Stop, lad mig gå fri” det var kvinden, hun lød bange. “Hold din kæft” sagde den ene mand, og slog hende i siden.
De smed hende ned på jernbanen, og den ene begyndte at binde hendes hænder bag ryggen. “Godnat.” Luften rungede, da stenen ramte hendes hoved, og hun faldt til jorden. Sofie stod som forstenet, da mændene gik deres vej. Et tog kom raslende nærmere. Hun kneb øjnene sammen. Hun ville ikke se det.
Hun vågnede forskrækket op. I sin seng. Hun kiggede på uret. 5:57. Rejste sig for at gå på toilettet. Hvad var der lige sket? Langsomt gik det op for hende. Hun ville ikke indrømme det, det var jo ikke muligt. Nej, det var nok noget, hun bildte sig ind.
Udenfor var solen ved at stå op. Bladene var grønne, og sommerblæsten fik dem til at svaje i træerne. De var ikke brune, som de havde været på hendes natlige eventyr. Hun måtte få svar. Var der stadig fodspor i mudderet? Hun gik udenfor, men blev bare bekræftet i sin teori. Der var ingen fodspor, ikke engang noget mudder. Sommerens varme kunne tydeligt ses på den tørre jord, der lå overalt. Hun satte sig på jorden, lukkede øjnene, bare et øjeblik.
Hun åbnede langsomt øjnene, jorden var fugtig, og tågen var endnu ikke lettet. Hun var tilbage. Der var gråd. Det kom fra skoven. Hun rejste sig op. Stoppede, hvad nu hvis de så hende, hvad skulle hun gøre? Hun prøvede at vende om, men hendes nysgerrighed trak i hende.
Hun kunne se to skikkelser stå bøjet over noget på jorden. Hun sneg sig nærmere, for at se hvad det var. Hun frøs. Det var en halvnøgen kvinde. Kjolen var tydeligt revet op, og nu lå hun magtesløs på jorden. En af de to mænd lynede sin bukser op, imens den anden gav en lussing, til hendes allerede blå kind. Kvindens jamren kunne knap høres gennem deres ondskabsfulde grin. Hun kneb øjnene sammen.
“Sofie. Sofie.” Det var hendes mor, der rystede i hende. Hun åbnede langsomt øjnene. Hun lå på jorden ved siden af hotellet. Så ramte en million spørgsmål hende.
“Er du okay?” - hendes mor.
“Hvordan er du endt her?” - Anders, hendes mors kæreste.
“Hvorfor er du så beskidt?” - Hotelejeren.
Hun vidste det jo ikke engang selv, hvordan skulle hun så svare på deres spørgsmål.
“Jeg vil bare gerne i seng” fik hun fremstammet.
“Okay, lad os få dig i seng. Så kan vi snakke senere.” Anders løftede hende op og bar hende i seng. Men hun ville ikke i sove, for hver gang hun lukkede øjnene, kom hun tilbage.
Det bankede på døren. “Kom ind.” Hendes mor satte sig på sengen.
“Hvad skete der i dag? Lige pludselig var du bare væk.” Det var hendes mor, der spurgte. Hun lød bekymret.
“Jeg ved det ikke, men der skete noget mærkeligt.” Hvordan skulle hun forklare det?
“Fortæl”
“Det startede faktisk i nat”
“I nat? Hvad lavede du ude af din seng?”
“Jeg hørte et skrig”
“Der var ikke noget skrig skat. Måske var det noget du drømte.”
Hendes mor troede altså ikke på hende. Hun vidste der havde været et skrig. Men selvfølgelig ville hendes mor ikke tro på hende. Hun troede ikke på sådan noget. “Ja det var det nok” hun forsøgte at lyde træt, så ville hendes mor måske gå.
“Du skal vist sove lidt mere. Godnat” hun rejste sig, gav hende et kys på panden og forlod lokalet. “Ikke noget med at gå på eventyr” tilføjede hun, da hun lukkede døren”.
Moderens ord havde den modsatte effekt. Trangen til at undersøge sagen nærmere ramte hende. Deres værelse lå i stueetagen, så hun ville godt kunne snige sig ud og finde stedet igen. Da hun trådte ind i den lille rydning i skoven, kunne intet fra nattens hændelser ses. I stedet hang der et reb i træet. Det var altså ikke kun i fortiden, der skete mystiske ting i skoven.
Hun kravlede op i træet. Hun måtte undersøge, om hun kunne se, hvor lang tid det havde hængt der. Hun lænede sig ud, det måtte være muligt at nå rebet. “Arh.” Grenen hun stod på knækkede. Hun røg ned. Lukkede øjnene i faldet. Hun ramte ikke jorden...
Hun åbnede forsigtigt øjnene. Hun lå på jorden. Rebet var der ikke, der var mudret. Hun lyttede, efter skrig, men skoven var dødstille. Hun rejste sig. Hun begyndte at gå ud af skoven.
Noget knækkede. Hun snurrede rundt, hendes grønne øjne stirrede af skræk. Der var to mænd. “Så fandt vi dig endeligt” han grinte. Hun satte i løb, men nåede ikke langt, før de to mænd lå ovenpå hende. Hun sprællede for at komme fri, men det lykkes ikke, og de smed en sæk over hovedet. De løftede hende op, og hendes protester blev svaret med latter. “Stop, lad mig gå fri” hun var bange. “Hold din kæft” han slog hende i siden. Hun ramte noget hårdt, da de smed hende. Hun prøvede at rejse sig, men en af mændene satte sig på hende, og begyndte at binde hendes hænder. “Godnat” noget tungt ramte hende i hovedet, og hun faldt sammen. Hun hørte ikke toget.