Det var en mørk og kold aften. Mine to bedste venner og jeg var på en overnatningstur i en skov. Vi havde hørt, at hvis man gik ind i skoven, ville man aldrig komme ud igen. Vi troede selvfølgelig ikke på det. Man kunne næsten ikke se noget for alle de grantræer. Da vi havde gået lidt, fandt vi det perfekte sted at sætte telt op. Det var et lidt mere åbent sted. Der var også et lille bålsted.
Efter vi fik teltet op, tændte vi for bålet, og lavede skumfidusser. Ida spurgte, om vi ikke kunne kigge os lidt omkring. Mille og jeg sagde ja. Da vi havde gået lidt, ville vi tjekke hvad klokken var, men der var ikke noget signal på vores mobiler. Vi hørte nogle mærkelige lyde. Jeg fik gåsehud over hele kroppen. Jeg så en skygge blive større og større, så jeg sagde det til pigerne. Skyggen havde en økse i hånden. Vi skreg så højt vi kunne, og løb skrækslagne væk. Jeg kunne mærke mit hjerte banke. Ida og jeg nåede tilbage til teltet. Men Mille var væk. Jeg råbte af Ida og sagde, at det hele var hendes skyld. Hvis hun ikke havde spurgt om vi kunne kigge os omkring, ville det aldrig været sket. Ida sagde jeg skulle være stille. Vi kunne høre fodtrin komme nærmere. Vi løb ind i teltet, og gemte os. Det var skyggen med øksen. Han gik og kiggede sig lidt rundt. Så gik han igen.
Vi besluttede at vi ville lægge os til at sove, og så lede efter Mille næste dag. Jeg ved godt det måske var lidt ondt imod Mille, men vi var simpelthen for bange til at gå ud. Jeg vågnede kort efter af et højt skrig. Jeg for op, åbnede teltet, og løb ud, for at se hvem det var der skreg. Der stod jeg og kiggede hen på bålet, der stadigvæk var tændt. Det var Mille. Hun var blevet brændt levende…