Der var engang to piger som hed Vilma og Liva. De to piger havde glædet sig til denne lejer tur i mange år. Lejerturen er en meget speciel tur, som kun 9éne klasserne kunne komme med på. Hele eftermiddagen havde de gået rundt og pakket de sidste små ting og detaljer, som skulle gøre turen lidt Extra speciel. Når klokken var 16.30 kørte de hen til den lille campingplads som årgangen skulle mødes ved. Da alle 72 børn var ankommet, begyndte de langsomt at gå hen til det bålsted de skulle være ved langt ude i skoven.
Da de ankom til det lille bålsted langt ude i skoven, begyndte de at sætte telte op og pakke ud. Vilma og Liva havde øvet sig så de var sikre på at de kunne finde ud af det, og ikke ligne to klovne. De blev hurtigere færdig en de andre elever så de valgte at gå en tur ude i den halvmørke skov. De gik og snakkede lidt om drenge og alt fra i mellem en myre til månen. Der blev meget mørkt og de blev nød til brugte deres mobiler som lommelygter. Vilma var ikke den største fan af at gå i skoven i mørke, så hun blev meget hurtigt bange for små lyde.
På vej hjem til bålstedet, blev Vilma skræmt af et meget tykt og højt træ som fuldstendig skygger for månen. ”Kom nu Vilma, der er jo ikke nogen, der findes Ikke nogle monstre.” sagde Liva med en irriteret stemme ”Jeg ved det men… jeg er sikker på at det er noget bag det træ” sagde Vilma med en svag og bange stemme. Liva himlede med øjnene og tog fat i Vilmas hånd. Liva trak Vilma med sig, men ga´ slip da bag det tykke klamme træ var en gren som knækkede, de pegede lyset mod træet. Vilma kunne mærke koldt blod løbe i gemmen kroppen, og Liva stivnede helt.
Bag træet kom nogle smukke store grønne øje frem, der kom en dreng, en flot dreng. Drengen havde noget brunt krøllet hår og var meget høj. Han var bare Per-fekt. ”øhh hej…. J-jeg håber at jeg ikke skræmte jer for meget” sagde den krølhåret med et lille smil på læben. Liva og Vilma kiggede på hinanden, og så hen på ham ”OM DU GJORDE? DU SKRÆMTE LIVET UD AF OS!!” Sagde Vilma med en sur stemme. ”Vilma” sagde Liva stille med en stram stemme, og puffede til Vilma. ”Det må du undskylde, Mit navn er Liva og dette er Vilma, og hvad laver du dog bag et træ når det er sort?.” Sagde Liva med et smil på læben og grinte lidt. Vilma var stadigvæk meget sur og ville næsten ikke kigge på ham, men hun kunne ikke modstå, han var så smuk.
Han fulgte dem hen til bålet og sagde farvel, og drog ud i skoven. Resten af årgangen sad og grillede skumfiduser og varmede kakaoen op. Det var ikke meget plads rundt om bålet, så de var nød til at mase sig ind der hvor der var plads. Hele aftenen sad de og fortalte pinlige historier og gyser historier. Da klokken blev mange gik de i seng. De puttede sig godt ind i soveposen, så de kunne holde varmen hele natten.
Midt om natten blev Vilma vækket af en høj lyd. Det lød næsten som om at et helt træ knækkede. ”Liva… Liva der sker noget mærkeligt udenfor.” Vilma satte sig op og tændte en lommelygte. ”Vilma? Hvad laver du dog??” Sagde Liva med en sur stemme. Ude foran teltet kunne man høre at der var nogen der gik. Vilma blev så bange at klemte sig helt op af Liva, og gemte sig i sin sovepose. Lynlåsen gik op…. Man kunne mærke at kulden fløj ind i teltet. I lynlåsåbningen stod ham med det krøllede hår. ”Er alt okay? ” sagde han.” Er det bare dig der skræmmer os igen!? Har du ikke noget andet af lave!!” sagde Vilma surt.” Ikke rigtig men tak for at spørge?” sagde han. Han blev der i noget tid og snakkede med dem. Han havde nogle små småkager med som de sad og spiste. Han gik igen da Vilma og Liv blev MEGET trætte.
Det var nu morgen. Vilma blev vågnet af en fugl som skræmte hende, og Liva blev vågnet af Vilma som skreg af fuglen. Da de fik tøj på gik de ud for at sige godmorgen til de andre. Men de var væk. Det eneste der var tilbage var resterne af det bål de lavede i går, nogle pinde som stod op af jorden, og resterne fra skumfiduserne på jorden. ”Så de har bare glemt os? Bare sådan glemt os?” sagde Vilma med en nedtrykkene stemme. De pakkede deres telt sammen og deres ting og gik den vej de kom. Efter en times tid kunne de ikke huske hvor de gik hen, de var faret vild…
Vilma og Liva har nu gået rundt i cirkler i flere timer, det begyndte nu at blive meget mørk, og de var meget trætte. Ude i skoven var der heller ikke noget internet ”Vilma vi kan lige gå hen til det skilt og så se om der er internet der”. Der var et stort skilt som viste vej hen mod en lille hytte, de gik hen til den lille hytte og bankede på. En høj krølled håret dreng kom ud af døren. ”Hej igen” sagde han smilende. ”Hej. Vores klasse har forladt os, og vi har gået i flere timer.” sagde Liva nedladene. De fik lov til at komme indenfor, og til ingen overraskelse var der intet internet.
De blev oppe til klokken var mange. Den krøllhåret dreng lavede en meget god kop te til pigerne. Det var som om at hver gang de tog en slurk, Blev de mere og mere trætte. Til sidt faldt de i søvn. Om morgenen vågende de meget trætte med hovepine. På vej af ud døren sagde den krølhåret dreng, hvilken vej som var bedst af gå. Da de gik hjem følte de sig ikke som dem selv. Der var noget mærkeligt ved dem, de følte som om de var tomme, de snakkede ikke hele vejen hjem.
Da de kom ind i byen var de så glade de kunne blive. Men de følte sig ikke glade. Faktisk følte de slet ikke noget det var som om de var tomme indeni. De gik hjem til Vilma og satte tingene. ”Hvem er det?” kom en stemme fra stuen som kom tætter på. Til sidt stod Vilmas mor i dørkammen og kiggede på dem. Hun begyndte og få det der sure men skuffede mor blik. Vilma og Liva stod bare der som to statuer. ”hvor har i dog været, hele skolen var ude at lede efter jer!” sagde Vilmas mor. ”Vi har kun været væk i 3 dage?” sagde Vilma stille. ” 3 dage?? Næh i har været væk i to en halv uge!” sagde hendes mor med et meget forvirret udtryk i ansigtet.
Og man siger selv i dag af Vilma og Livas følelser og glæde, stadigvæk bliver holdt til fange af en smuk høj krølhåret dreng, med grønne øjne.