Der var en tid, selvom det efterhånden er mange år siden, hvor mennesket forsamlede sig rundt om ilden, når dagen var aftagende og det ukontrollerbare stjernetæppe foldede sig ud, som for at vise os hvor stort universet, og hvor små vi er. Og selvom den følgende fortælling foregår langt væk fra Danmark, blandt beduiner i den arabiske ørken, så kan vi, som lever i det kolde nord, sagtens forestille os, hvordan man også her varmede sig om ilden, forberedte et simpelt måltid og fortalte historier, som mennesker alle vegne har gjort i årtusinder.
Og fortællingen, som jeg om lidt vil påbegynde, omhandler også på sin vis ilden eller bålet, og er gennem generationer blevet overleveret fra fader til søn blandt ørkenens beduiner, da den advarer om ildens magiske kræfter, og den effekt den kan have på et menneske, hvis dette lader blikket hvile for længe i de knitrende flammer.
For flere hundrede år siden, i en tid hvor der levede flere beduinstammer i den arabiske ørken end der gør i dag, mødte der beduinerne et mærkværdigt syn, som sikkert skræmte mange, mens andre blev slået med forundring, og ikke troede deres øjne. Flere beduiner, som jo er et rejsende og omflakkende folk, kunne fortælle at de på deres vej havde set en hvid mand drive rundt alene i ørkenen, og da man på disse kanter ikke var vant til at se hvide mennesker, ja faktisk havde man aldrig set en hvid mand før, så blev observationerne af denne mand hurtigt omgivet med en sådan mystik, at det snart blev til overtro og utallige fortællinger om manden.
For hvad man ikke kunne forstå den gang, og for den sags skyld heller ikke i dag, var hvordan manden havde overlevet i ørkenens varme uden opbakning, madforråd eller så meget som en kamel eller dromedar til at bære sig rundt på de lange vandringer. Derfor måtte der også være noget overnaturligt ved denne mand. Han kunne ikke være af denne verden, og mange nåede frem til den konklusion, at han måtte være en djinn eller en ånd, som man for alt i verden skulle undgå.
En anden fortælling hævder, at manden var et spøgelse, som grundet ulykkelig kærlighed og hjertesorg, vandrede rundt med slæbende skridt i sandet, og det er denne historie om manden, som fortælles i dag blandt beduinerne, og det er også den, som jeg vil fortælle til jer.
For det siges blandt nutidens beduiner, at manden for mange år siden drog i krig for kristendommen og var med til at invadere det land, som vi i dag kender som Israel. Han var en fransk adelsmand, som sværgede troskab til den kristne pave, hvorefter han samlede en hær af soldater, forlod sin kone og børn, og rejste ned gennem Europa for at invadere den by, som vi kalder Jerusalem.
Erobringen af byen blev et blodbad. Hæren omringede byen og blokerede byportene, så ingen kom ind eller ud. Dette betød også, at byens indbyggere ikke kunne modtage mad og vand udefra, og ganske langsomt begyndte de at sulte.
Den franske adelsmand, som i mellemtiden havde fået soldaterne til at slå lejr rundt om Jerusalem, var en tålmodig mand. I månedsvis kom der ingen ind eller ud af byen, og da vinterens kulde satte ind, var befolkningen i byen i sådan en kummerlig forfatning, at rygter inde fra byen fortalte om kannibalisme.
Hæren rundt om byen kunne derfor på den franske adelsmands befaling indvadere byen, og omkring juletid slog de portene til byen ind, hvorefter de huggede byens indbyggere ned. Soldaterne skånede ingen. Mænd, kvinder og børn. De døde alle ved soldaternes sværd.
Således gik det altså til, at Jerusalem engang i tidernes morgen blev underlagt adelige fra Europa, og soldaterne nød for en tid godt af områdets rigdom.
Også den franske adelsmand nød godt af sit ophold i byen, og han blev boende i flere år, hvor hans formue voksede og voksede, men som tiden gik, blev afsavnet for stort. Derfor besluttede han sig for, at han snarligt måtte rejse hjem til Frankrig, hvor hans familie ventede utålmodigt.
Men ak! Skæbnen ville det anderledes. For manden skulle nu selv få dødens brutalitet at føle, og på dagen hvor han sadlede sine heste for at ride ud af byen, fulgte den ham med hastige skridt for at hviske ham en nyhed i øret.
For manden skulle på afrejsedagen ikke nå længere end til byens nordlige port, før han blev indhentet af et bud, som med nedslået blik fremlagde horrible nyheder fra hjemlandet. Mandens gård var brændt ned, og hans kone og børn var døde i flammerne.
Det sortnede for manden øjne, så stor var hans sorg, og han red ud af byens port og forsvandt ud af folks bevidsthed. Intet menneske på det europæiske kontinent skulle se ham igen. For dem var han død og borte. Men andre hævdede at have set ham ride rundt i området, først i Jericho, sidenhen i Amman, før han dukkede op i ørkenen til fods et sted syd for byen, Baár. Det var her, at han først blev spottet af beduinerne.
Tilbage var dog kun en skygge af den adelsmand og krigsherre, som i sin tid invaderede Jerusalem, og dette væsen som nu slæbte sig gennem sandet i lasede klæder og med et ansigt, der var brændt af solen, var ikke sammenligneligt med noget nutidigt menneske. Gnisten var slukket i de indsunkne øjne, og kroppen syntes at bevæge sig mekanisk, som om en magt udefra satte det ene ben foran det andet.
Dag ud og dag ind gik manden rundt alene, samlede lidt træ og planter på sin vej, og ved mørkets komme tændte han et lille bål, som han satte sig ved og græd, indtil trætheden overmandede ham.
Aften efter aften græd han, mens han stirrede ind i flammerne, og han følte at denne smerte og sorg var straffen for alt det onde, som han havde påført andre i sit liv. Og på en af disse ensomme aftener, hvor tårerne dannede et lille ocean i sandet, sad manden ved sit bål og forbandede livet, da en ejendommelig hændelse indtraf.
Han havde netop smidt de sidste kviste ind i bålet, knappet sin slidte frakke op og trukket ærmerne ned over de kolde hænder, da han et sted langt borte kunne høre stemmer, og i sin forskrækkelse greb han en sten ved bålet og var det næste øjeblik på benene, klar til at forsvare sig. Dog var der ingen at se, og stemmerne som syntes at komme fra alle retninger steg og faldt. Det ene øjeblik hviskede de ved hans øre, det næste var de en hvæsen i ildens flammer, og blandt stemmerne genkendte han sine børns milde latter, og fra flammerne mærkede han sin kones kærlige omfavnelse. De var alle hos ham. Nu var de endelig alle hos ham.
Således blev den lille familie igen forenet for en stund, og gennem natten sad manden ved bålet og talte og fik svar. Han fortalte dem det hele, om krigen, om ødelæggelsen af byportene og de mange døde, men også om alt det smukke; solen over Oliebjerget, de skyggefulde haver, hvor han havde hvilet i middagsvarmen, og hvor der altid duftede eksotisk fra palmeliljens klokkeformede blomster. Sådan talte og talte han natten igennem.
Snart kunne man se horisonten rødme i øst, og kulden tog flugten henover sandet. Bålet var gået ud, stemmerne var forsvundet og tilbage sad manden og sov ved bålstedet. Han vågnede ved, at solen strejfede hans ansigt, og i løbet af få sekunder indså han til sin fortvivlelse, at ilden og stemmerne var borte. Han måtte derfor straks afsted for at skaffe træ til sit bål, men lige meget hvor længe bålet sidenhen brændte i nætterne, så forblev stemmerne borte. Dag efter dag vandrede han rundt i ørkenen, og når mørket indfandt sig, sad han foran bålstedet og talte til flammerne.
Snart var der ikke mere brændsel. Træet, som manden havde fundet hist og her på sin vej, var sluppet op, og han måtte vandre langt og frugtesløs omkring i sin elendighed med vanviddet skinnende ud af øjnene.
Sådan slutter beduinerne historien om manden ved bålet og selvom fortællingen ofte benyttes til at forklare, hvorfor man den dag i dag sjældent finder træ i ørkenen, så er der også dem, som er af den overbevisning, at historien også er en advarsel overleveret fra fader til søn om ikke at fortabe sig i drømme ved ildens flammer. Om dette rummer en sandhed, skal jeg ikke kunne sige.
Sandt er det dog, at der stadig den dag i dag findes beduiner, som hævder at have mødt manden. Ifølge deres beretninger, så vandrer han rundt i Wadi Rum-ørkenen, og ved mørkets komme, kan man høre ham kalde på sin familie fra tinderne af bjerget, Jebel Suweibit.