Simone kunne mærke sommerfuglene i maven af spænding. Det var endelig blevet fredag og hun skulle med hendes bedste veninde Isabella og Isabellas mor og far ud i skoven og sove i telt. Hun sad med Bobo, hendes kaninbamse i favnen, tasken på ryggen og soveposen ved fødderne på stenen ude i indkørslen da de endelig kom. Bilen blev hurtigt pakket og de tog afsted.
Ude i skoven fik de parkeret bilen og skulle gå ad nogle små stier ud til teltpladsen. Solen skinnede og hun kunne høre fuglene synge oppe i træernes toppe, selvom hun kunne ikke se dem. Vinden fik bladene på træerne til at rasle og der kom en sær susende lyd fra nogle af de høje nåletræer. Simone kunne ikke helt beslutte sig for om lyden var hyggelig eller uhyggelig. Det lød lidt som et stormvejr eller en syg støvsuger. Hun smilede for sig selv ved tanken om en støvsugerfugl, der sad oppe i træerne og sugede en sang.
Efter lidt tid var det som om træerne åbnede for et hemmeligt rum og hun kunne endelig se teltpladsen, hvor de skulle sove i nat. Efter lidt tid fik de alle sat teltene op og fundet træ til bålet. De skulle lave maden på bålet og bagefter var der skumfiduser til dessert. Både Simone og Isabella syntes at det var hyggeligt bare at sidde ved bålet og få varme i tæerne, knæene og kinderne, mens de sad og sang sange og snakkede om hvordan de skulle ligge i teltene.
Det blev hurtigt mørkt inde i skoven og med mørket ændrede lydene sig også en del inde i skoven. Simone kunne mærke at hun skulle tisse. Men hun når hun kiggede væk fra bålet og over mod det lille skovtoilet, kunne hun slet ikke se det. Der var virkelig blevet mørkt. Lydene i grantræerne var helt sikkert ikke hyggelige længere. Var der noget, som bevægede sig derude i mørket? Det lød i hvert fald sådan. Hun fik en klump i maven bare ved tanken om at skulle gå derover, alene. Men hun skulle jo derover, hvis hun ikke skulle tisse i bukserne. Eller ville det bare være bedre end at gå ud i mørket? Nej, hun var nødt til det. Hun spurgte Isabella om hun ville med. Det ville hun heldigvis og Isabellas mor gav dem en lommelygte med. En lommelygte. Hvorfor havde hun ikke tænkt på at spørge om det? Isabella holdt lommelygten i den ene hånd og Simone i den anden hånd. Det var lidt svært at se hvor de gik, for Isabella lyste der, hvor hun kiggede hen. Det fik det hele til at flimre lidt, så Simone snublede halvt over nogle trærødder, men fandt balancen igen. Gad vide hvem der gemte sig ude i mørket? Kunne der være mordere herude i skoven? Eller varulve? Det var ret uhyggeligt ikke at kunne se andet end det lommelygten lyste på. Hun kunne mærke hjertet banke lidt hurtigere. Nu raslede det også inde mellem træerne. Både Simone og Isabella stoppede op. Hvad var dog det? Var det en morder eller en varulv? Måske en zombie? Isabelle prøvede at lyse ind mellem træerne for at se hvad det var, men de kunne ikke rigtig se noget. Det raslede igen, denne gang var lyden tættere på. Og pludselig fór noget op fra skovbunden og op på stien, hvor de gik. Simone skreg og løb i retning mod skovtoilettet. Isabella fulgte med bagved med lommelygten. Simone kunne ikke rigtig se hvor hun løb og pludselig var der et hul i stien og Simone faldt. Hun faldt tungt og skovbunden var hård. Isabella nåede ikke at stoppe og landede ovenpå hende. Simone kæmpede for at komme fri af Isabella, uden at komme væk fra hende. Men hvad var det? Isabella lå bare og grinede. Simone glemte, at hun var bange. Nu kunne hun mærke, hvordan hun blev gal og varmen brændte i kinderne. Men Isabella forsatte med at grine. ”Jeg tror haren blev mere bange for dig end du blev for den” lo Isabella. En hare? Var det bare det som var kommet over stien. Hvorfor havde hun ikke set det? Simone blev ret lettet og både frygten og vreden forsvandt. Hun var lidt flov over at være løbet i panik bare på grund af en hare.
Midt i virvaret havde hun helt glemt at hun skulle tisse, men nu måtte de vist hellere komme afsted. Resten af turen snakkede både de sammen om hvor sjove de måtte have set ud da de lå sammen og rodede rundt i skovbunden. Isabella mente, at hvis ikke haren var stukket helt af, så havde den siddet på halen og grinet af dem. Isabella indrømmede også, at hun havde været lidt bange for, hvad der havde gemt sig ude i mørket. Hun troede bare, at det havde været en vampyr. Hun fortalte også at hun var meget bange for pindsvin. Hun havde været ude i skoven før med hendes forældre og sove. Og der var kommet et pindsvin mens de sad ved bålet. Hun havde ikke kunnet se det, men det havde larmet rigtig meget. Hun var blevet så bange, at hun næsten var hoppet i et spring over til hendes far. Så havde hendes mor lyst med lommelygten på pindsvinet, og Isabella havde kunnet se det rode i bladene på jorden. Og så var lydene ikke så farlige mere. Simone syntes, at det var rart, at hun ikke var den eneste, der var blevet bange for et sødt dyr. Bare fordi det gemte sig i mørket. Fantasien drillede åbenbart meget, når man ikke kunne se noget, men kun høre det.
Da de kom tilbage til bålet, spurgte Isabellas far hvad der var sket ude i mørket. ”Ikke noget særligt” sagde Isabella. ”Det var bare en morderhare” sagde Simone. Og så grinede de igen. Lige da de satte sig ved bålet igen, dukkede månen op over lysningen. Den lagde et sølvskær over hele skoven. Det var næsten lige før Simone forventede, at der ville dukke en enhjørning op mellem træerne. Så magisk var det. Da de kiggede op, kunne Simone se, at der var dukket uendelig mange stjerner op på den sorte nattehimmel. De var så flotte, som de hang deroppe og nærmest funklede om kap med månen. Hun kunne ikke så mange stjernebilleder, men lidt kunne hun da. Hun rejste sig op for at lede efter Karlsvognen. Hun fik Isabella til at lede sammen med hende. Og sammen fandt de den. Isabellas mor kunne også vise dem Orions bælte. Det var et mærkeligt navn til det stjernebillede syntes Simone. Det lignede mere et timeglas end et bælte. De satte sig ned igen ved bålet og fik varmen fra de sidste gløder. Sikke en aften, tænkte Simone. Både farlig og magisk på samme tid. Men man ved aldrig, hvad man møder i mørket eller i ildens skær. Simone lagde armen rundt om Isabella. Og Isabella gjorde det samme. Sammen sad de og krammede hinanden og kiggede på gløderne, indtil de voksne mente, at bålet var ved at dø ud og det var sengetid.