Der sad engang for år tilbage en familie rundt om et bål, som vi gør nu. Det var sommer og familien var taget på campingferie. Nå, sådan sad de altså, rundt om bålet og delte ud af uhyggelige historier som lommelygten skiftede hånd. Turen kom til drengen, hvis ansigt blev vidt af lommelygtens lys. Mens drengen var ved at fortælle en usammenhængende historie om en hund, der forvandlede sig til en vareulv, gik faren hen mod skovens udkant for at slå en streg. Hunden, der havde forvandlet sig til en vareulv, havde lige slået dens familie ihjel, idet de hørte en tumlen fra træerne. Moren råbte efter faren og drengen frøs, og gemte sig under sit tæppe.
”Lars!” råbte hun med rystende stemme.
Der kom intet svar, så moren rejste sig fra campingstolene og gik hen mod træerne. Alene tilbage sad drengen, der ikke kunne lade være med at tænke på Sofus, deres hund, de havde været nødt til at aflive året forinden. Han kiggede ind i ilden, imens han ventede på forældrenes tilbagekommen. Ilden spiste af træet og knitrede som hjemmelavede popkorn i en gryde. Drengen elskede den lyd - og popkorn. Efter hvad der føltes som en time, men sikkert kun var fem minutter, begyndte han at undre sig. Hvor var hans mor? Hvor var hans far?
”Moar?” hviskede drenge højt, som for ikke at forstyrre nogen. Drengen ventede lidt. Ventede på det velkendte: ”Ja, skat?”, men det kom ikke.
Han tog sig sammen og råbte: ”Moor!”
Drengens stemme blev kastet tilbage af træerne, så han kunne høre sit eget råb gentage sig i et uendeligt ekko. Han rykkede længere ned i stolen. Ventede igen.
Trodsig tog drengen lommelygten frem, tændte den og lyste mod træerne. Lyset fra lommelygten afslørede ikke noget. Han pustede ud, lettet over, at der ikke stod et monster. Eller en vareulv.
”Mor! far!” sagde han højt, og rejste sig denne gang op. ”Far, det er altså ikke sjovt. Kan I ikke godt komme tilbage?”
Der kom intet svar. Kun vinden, der fik trætoppene til at rasle og hårene til at rejse sig på drengens arme. Han tog mod til sig og gik ind mellem træerne. Lommelygtens lys var svagt. Der skulle nok snart nye batterier i, tænkte drengen. Jorden var blød efter gårsdagens typiske sommerregn. Efter ham efterlod hans sko små aftryk. Men der var ikke andre skoaftryk end hans egne. Mørket omringede ham nu, kun afbrudt af lygtens lys. Lygten var nu hans eneste tryghed, så han sørgede for at knuge den ind til brystet, som betød det liv og død. Han trak skuldrene op om ørene som for at beskytte sig selv. Drengen var bange. Han turde ikke råbe højt her. Hvad hvis der var andre, der hørte ham? Dyr, der hørte ham?
Længere og længere ind i skoven gik han. Sikker på at han ikke ville kunne finde tilbage på andre måder end at følge samme vej tilbage i hans egne aftryk. Hver gang han trådte over en gren, så den knækkede, fór han sammen, stod stille et stykke tid uden at trække vejret, for så at genoptage sin søgen efter sine forældre. Efter lidt gik det op for drengen, at han gik i ring. Hans så sine egne aftryk i mudderet. Men der var også noget andet. Drengen bukkede sig ned og fik øje på et andet set aftryk. Med fingrene ned i aftrykkene gik det op for ham, at det var en hunds poter, der for ikke så længe siden havde været, hvor han havde været. De mindede ham om Sofus. Straks rettede han sig op. Opmærksom på sine omgivelser igen. Der kunne ikke høres noget. Selv vinden havde dæmpet sig, og den forfærdelige følelse af at være alene, ramte han. Drengen ville gerne tilbage til bålet. Tilbage til campingvognen. Tilbage til sine forældre.
Hans aftryk førte i forskellige retninger. Han var faret vild for alvor.
Et stykke tid stod han stille, overvejede. Så fik han en idé. Det kunne være, han kunne se lyset fra bålet. Så drengen slukkede for lommelygten, og mærkede aftens kølighed tydeligere end før. Som hans øjne vændede sig til det totale mørke, skimtede han et orange lys ligefremme. Uden at tænke videre over hundeaftrykkene i mudderet gik drengen målrettet mod bålet.
Uden lygten til hjælp var det nærmest umuligt at komme frem gennem de tætte træer. Med hans høje fart og forestilling om, at hans mor og far var kommet tilbage til bålet, gik han direkte ind i et træ.
Drengen vågnede ved, at nogen eller noget slikkede hans ansigt. Døsig kom han tilbage til bevidsthed, satte sig langsomt op, åbnede øjnene og så det umulige. Det var ikke en hund, der havde slikket hans ansigt. Det var en ulv. En vareulv. Han genkendte den halvoprejste kropsholdning, den spidse snude, halen, der fejede jorden bag den - alt dette genkendte han fra tegneserier. Fantasy historier. Det kunne ikke være. Det kunne ikke være en vareulv. Det kunne det bare ikke, tænkte drengen. Det var jo umuligt. Umuligt. Som for at være sikker på, at det han så, var rigtigt, gned han øjnene, som var der chili i dem. Men den stod der stadig. Vareulven.
Den stod stille og gøede lavt mod ham. Drengen hoppede et skridt tilbage. Men vareulven rykkede frem mod ham.
”Hva, hva, hvad er du?” stammede drengen, der stadig ikke troede på, at det han så, kunne være sandt.
Vareulven gøede igen. Den kom ned på alle fire, og så begyndte den at hyle op mod månen over dem. Det var så højt, at drengen var nødt til at holde sig for ørene og knep samtidigt øjnene sammen i frygt. Da der igen var stille, åbnede han øjnene og så en hund. Det var Sofus. Drengens hund.
Drengen kunne ikke lade være med at udbryde. ”Men, men du er jo død. Det sagde mor selv.”
Sofus logerede bare med hale og gøede glad.
Da moren og faren gik tilbage til bålet for at overraske drengen med en is fra døgnkiosken på campingpladsen, var drengen væk. De råbte, og de skreg efter han, ikke bange for at vække andre campister. Endelig ledte de i skoven og fandt dér drengen bevidstløs og alene. Det lignede, at drengen var gået ind i et træ i mørket. Da han vågnede, snakkede han i tunger. Noget om Sofus, der var en vareulv. Forældrene rystede blot på hovederne.
”Du har vist slået hovedet, min dreng.” sagde faren.
”Men der er vist noget, vi skal fortælle om Sofus.” sagde moren, da de kom tilbage til bålet.