1967
Klokken var 20.00 og alle sad rundt om bålet.
Det var nemlig den dag hvor deres klasse skulle ud i naturen. Det var ved at være mørkt og de sad og fortalte gyserhistorier. Helt ude til siden sad der en pige, hun var ikke rigtig med i aktiviteten hun sad bare og kiggede på. Pigens navn var Frida og hun blev holdt udenfor selskabet, det var ikke fordi hun ikke havde prøvet, det virkede bare som om at de holdte hende udenfor. Men lige da hun sad ved bålet besluttede hun sig for noget, hun ville ikke længere blive behandlet som om hun ikke eksisterede.” Må jeg godt gå på toilettet” spurgte hun læreren,”ja” svarede læreren. Hun gik, men i stedet for at gå på toilettet gik hun hen til det høje græs og lagde sig der. Hun ventede og ventede, hendes plan var at lige så snart de så hun var væk ville de lede efter hende og give hende opmærksomhed.
Men de kom ikke. Der var gået flere timer før hun tænkte, at hun burde lægge sig til at sove.
men hun gav ikke op endnu.
Næste dag
Hun var vågen, hun anede ikke hvad klokken var, men det var lyst og hun kunne høre de andre.
Så Hun var ikke den eneste der var vågen.
Hun ventede, ligesom i går var der ingen der kom. Hun kunne høre de var på vej hjem, så hun besluttede sig for, at hun bare skulle glemme det og gå videre. Hun prøvede at rejse sig op men der var grene og lianer der havde viklet sig rundt om hende. Hun prøvede at råbe om hjælp men der var også viklet sig lianer rundt om hendes mund. Klassen forladte stedet. Der gik dage og hun forstod ikke hvordan hun ikke var død af tørst eller sult. Hun så nogen med noget lys, hun tænkte det nok var fordi der var kommet en efterforskning. Hun ville have opmærksomhed, men ikke når hun ikke kunne bevæge sig. De kunne ikke se hende, der var kommet flere blade, grene, jord og lianer ved hende, så hun var svær at se.
De fandt hende aldrig.
Nutid
Mark og Dan havde tænkt Sig, at tage på telttur ude i naturen. De valgte at gøre det på den samme ø som Frida blev efterladt på. Der var ingen der havde besøgt øen siden den klasse.
Efter lidt tid med efterforskning glemte alle bare alt om, at Frida forsvandt. Mark og Dan var på vej over til øen. Da de ankom slog de deres telt op så de var klar til natten. De havde det rigtig sjovt ude på øen og da det blev tid til at de skulle i seng gik de ind i teltet. Så sagde Dan “da jeg skulle se billeder af øen fandt jeg et billed af en gammel avis, i avisen stod der noget om et barn der forsvandt på øen”. Mark så lidt bekymret ud, “nå jeg tror jeg går i seng nu” sagde Mark for at tale om noget andet. De gik i seng men Mark kunne simpelthen ikke sove efter han hørte om det barn der forsvandt. Der kom en lyd ude fra busken, Mark fik et kæmpe chok. Burde jeg tjekke det tænkte Mark men han lod være han tænkte ikke det var noget særligt. Den samme lyd kom igen, han lod være med at gøre noget. Først da lyden havde gentaget sig 5 gange gik han ud for at tjekke. Han tændte hans lommelygte og gik bag om busken og han så en kat der snuste til noget. Da katten så ham løb den væk. Han lyste der hvor katten havde snuset til, han fik et kæmpe chok af hvad han så.
Der lå en dame, der var næsten helt dækket af mudder, grene og lianer. Det var pigen der forsvandt, der nu var blevet til en dame. Han tog sin lommekniv og skar nogle af lianerne over, så han kunne se om det faktisk var et menneske eller om det bare lignede. Til hans forskrækkelse var det et menneske. Han løb tilbage til teltet og vækkede Dan. Han fortalte om damen han så, Dan så meget chokeret ud, de gik ud for at se hende. Men hun var der ikke. Dan så meget sur ud, “ha hvor sjovt, skulle du absolut vække mig for en joke “. Han gik tilbage til teltet,”vent det er altså ikke en joke,”lad mig nu bare sove”. Dan undersøgte stedet, men der var ingen at se. Han kiggede lidt mere og pludselig kom der en, den selv samme dame løbende mod ham. Efter han havde skåret i lianer var hun endelig i stand til at rejse sig op. Hun var sulten hun havde ikke spist i årevis, af en eller anden grund døde hun ikke af sult eller tørst, lianer var også blevet til tøj. Mark løb mens han råbte efter hjælp, men Dan troede bare det var en joke. Selvom Mark løb hurtigt, løb den sultende dame hurtigere. Hun var lige ved at indhale ham men så, så han et efterladt skur og besluttede sig at løbe derind. Da han kom derind skyndte han sig at låse døren. Damen begyndte at slå hårdt på den gamle dør, BANG BANG BANG. Dan hørte det tydeligt og begyndte at få en mistanke om, at Mark ikke løj. Lige da døren var ved at gå op, så damen Dan, og så havde Mark tid nok til at løbe ud af døren og forbi damen. Nu løb Mark og Dan sammen.
“Hvem er det” spurgte Dan.”det ved jeg ikke” svarede Mark. De løb alt hvad de kunne, men damen løb hurtigere.
Drengene blev aldrig set siden.
Slut