Dagen går langsomt hen til nat. Solens sidste stråler har spredt sig, og de er nu forsvundet. Du hører noget, borte fra hvor du er. Du kan ikke sætte ord på, hvad det var du hørte. Dine følelser er forsvundet. Du kan ikke mærke, om du er bange eller nysgerrig for det du hørte. Du sidder der i mørket, du mærker den kolde vind blæse forbi dig. Du retter ryggen og din opmærksomhed ind imod den mørke skov bag dig. Nu tænker du ikke, alle tankerne om hvad der gemmer sig inde i skoven, de er forsvundet bort. Du føler, og du mærker efter, hvad der er rigtigt for dig. Du rejser dig op fra det lille sted du sad. Du føler at du går ud i verden med mod, og at du kan, opnå alle drømme der er tænkt.
Det første skridt du går hen mod skoven, er det stærkeste. Jo længere du kommer ind, jo svagere er dine skridt. Ikke fordi at du mister mod, men fordi at du mister balance.
Du lader dig omgive af træer, buske og lyde, ubetydelige lyde. Men den eneste lyd du rent faktisk hører, det er den i dit hovede. Lyden du hørte, inden at du gik ind i skoven, den sidder fast i dig, i dine tanker og i dit sind.
Du er tæt på, men ikke på målet, enden eller begyndelsen. Du er tæt på noget, du ikke ved hvad er. Det er ikke farligt.
Dine ord bliver ikke sagt men tænkt, de når ikke til din mund, de når ikke ud i verden. Alt bliver stille i dig, du hører dit dybe åndedræt, imens lugten af noget rar, sådan en blomster lugt fanger din opmærksomhed. Din krop føles varm, selvom alt omkring dig er koldt.
Og du mærker en strøm af taknemlighed, over at du er her, og at alt du ønsker er her. Tak når du at sige, inden at du ser noget, en skygge. Denne skygge er virkelig.
Den kommer, den går og nu står den, lige foran dig.
Du står overfor dig selv. Og nu er spørgsmålet om, hvad du vil sige til dig selv. Det lille jeg, som du står foran. Jeget som er dig, dig som er i verden.
Vil du takke nogen, eller vil nogen takke dig???
Vær ærlig, åben & kærlig