Jeg hørte det knap nok mere, sangen der sammen med mange andre lyde var blevet en del af baggrundsmusikken på min altan, men som den kom nærmere, sneg den sig ind på mig, som doppler effekten har det med at gøre og med ét tog sangen fra den sortbrogede ravn, der kort tid efter satte sig på kanten af gelænderet, hele min opmærksomhed. Dens mørke sorte fjer reflekterede vintermorgenens første solstråler, som den sad der og knugede metallet under dens krogede tæer, fast besluttet på at den var lige hvor den skulle være. De dunkle øjne fik øje på mig, på trods af et ihærdigt forsøg på at skjule mig ved at falde længere ned i stolen jeg sad på og skutte mig under dynejakken der holdt mig varm denne kølige vintermorgen. Den hilste på mig med et enkelt nik fra dets imponerende næb og jeg gengældte gestussen med et bøjet hoved. I samme øjeblik åbnede den sit næb og ud kom ordene: ”Er du klar til den sidste flyvetur?”. Ordene forundrede mig ikke, det var som den mest naturlige ting i verden og som om jeg et eller andet sted modvilligt havde ventet på dem og opgivende nikkede jeg derfor indforstået. Den greb mig i nakken og som var jeg en fjer i ravnens fjerpragt tog den let som ingenting afsæt fra altanen.
Vi fløj, som jeg så mange gange havde gjort det med både musvitten og blåmejsen, over byen jeg er vokset op i, over søen jeg utallige gange har badet i som lille og over skoven, der stadig huser nogle af de huler jeg byggede førhen. Vintersolen kyssede mine kinder og vinden omfavnede mig, som et sidste farvel inden ravnen slap dens tag i mig og fløj væk med min dynejakke og jeg faldt. Jeg baskede febrilsk, men til ingen nytte og besejret af tyngdekraften landede jeg på den hårde kolde jord i skovbunden, forslået og alene.
Træerne der før havde været mine venner, lukkede sig om mig for oven og grenene der før havde samlet mig op og ført mig til toppen, mindede mig nu om uhyrerne jeg før havde set i mine barnlige mareridt. De grønne blade der før havde farvet min leg, var brune og indtørrede og tillod ikke megen lys at trænge igennem. Jeg krummede mig sammen og forsøgte at vugge mig selv til varmen, men forgæves. Hvad der føltes som en evighed senere, men blot drejede sig om nogle få minutter, mærkede jeg en hånd på min skulder. Manden i de naturfarvede klæder skræmte mig først, men et genkendeligt smil fik mig hurtigt til at falde til ro. Han sagde ikke noget, men begyndte bare at samle stykker af træ sammen i en bunke, fandt et fyrtøj frem og satte ild til det. Flammerne slugte hurtigt det første lille stykke træ, manden havde brugt til at tænde op med og kastede sig herefter over de næste store stykker. Som tak for mad afgav de til gengæld en kærkommen strøm af varme og først dér sagde manden sine første ord: ”Ilden varmer os, så længe vi plejer den, men pas på dig selv, for den kan brænde dig noget så frygteligt.” Jeg nikkede sagte, glad for endelig at have fået varmen og lykkelig over ikke at være alene, men som mine øjne fulgte dansen over brændet, sneg en tåre sig frem i min øjenkrog og den tog tilløb ned ad den kind, der for få øjeblikke siden var blevet kysset af solen, jeg trak mine ben længere ind til mig i en omfavnelse og fyldtes et øjeblik af sorg over at have mistet mine vinger. Jeg skulle nu lære at stå og gå på mine egne ben, for en fugl kan ikke flyve uden vinger.