De to drenge var på vej ud med deres tømmerflåde, for at lege. De var gode venner, men ikke ens. Tværtimod. Da de endelig var fremme ved stranden med deres tunge tømmerflåde, var solen stået helt op.
Dens stråler skinnede ned på de to drenge, som om det skulle blive en helt normal fredfuld dag. “Lad os komme i gang,” sagde den seje af drengene. “Okay,” sagde den meget forsigtige dreng. De løftede tømmerflåden ned i vandet og satte sig i den. Men så gik det galt. Vandet tog dem og de blev taget ud på havet. “Hvad sker der?” råbte den forsigtige. Den seje af drengene svarede ikke. Men så fik han fremstammet: “Vi er fortabte.”
Der gik en skræk gennem de to drenge. De var fortabte. Efter en halv times tid, da alt så sort ud, skimtede den seje af drengene en ø i det fjerne. “Se dér,” råbte han til den forsigtige.
Da de endelig var kommet i land var de både tørstige, bange og lidt sultne. De faldt omkuld på det bløde sand og faldt i søvn.
Da de to drenge var vågne igen, var de meget sultne. Solen stod højt på himlen, så de havde sovet i lang tid. De skyndte sig at komme i gang med at finde mad. Da de ingen fiskestang havde, prøvede de at fange fisk med hænderne. Da det ikke duede gik de ud for at finde bær. De fandt nogle men blev ikke mætte. Derfor ville de udforske øen. Så det gjorde de. Og sådan gik tiden. Da det gik op for dem at solen var ved at gå ned gik de tilbage mod kysten. De fandt nogle pinde og fik tændt et bål.
De formede bogstaverne SOS i sandet. De var meget bange. Men det ville den seje selvfølgelig ikke indrømme. Derfor sagde han: “Op med humøret, det skal nok gå. I morgen så kan vi finde hjælp. Men nu skal vi sove,” og det gjorde de. De sov begge dårligt på det bløde sand.
Den forsigtige dreng vågnede tidligt næste morgen. Det var daggry. Men så opdagede han at hans ven var væk, og så blev han bange. Han kaldte og kaldte men der kom intet svar. Han sad længe i sandet. Men så hørte han noget meget fjernt. Det lød som et skrig. Og det kom fra skoven det var plantet midt på øen. “Hallo,” prøvede han sig med, men der kom stadig intet svar. Han tog sig sammen og gik hen mod den. Han gik dybere og dybere ind i skoven. Der var lige pludselig meget koldt. Han gik og gik, men så så han noget. Dér, midt inde i skoven, lå et hus. Han kunne se der var lys oppe i tårnværelset. Han gik forsigtigt hen og bankede på døren. Det kunne jo være at personen derinde var venlig? Der kom intet svar. Men så åbnede døren sig med en langsom knirken. Han kiggede ind i en lang smal gang. Han gik langsomt derind. Gulvet knirkede, og så, smækkede døren i bag ham.
Den forsigtige dreng gik langsomt længere ind i huset. Han gik forbi et gammelt køkken. Og dér, på et kort bredt bord var der en tallerken. Og på den tallerken var der et grisehoved. Men ikke nok med det, grisehovedet var spist af direkte med tænderne. Måske har han en hund? tænkte den forsigtige dreng. Ja, han har en hund, bestemte drengen sig for. Han skyndte sig nu op af en lang vindeltrappe. Og dér, for enden af trappen, var der en trædør. Han tog i håndtaget og åbnede døren langsom. Der var mørkt i rummet. Det eneste lys var et lille stearinlys der stod i hjørnet af det lille værelset. Men det var også nok lys til at man kunne se ham. Hans bedste ven. Men bag den døde ven stod en mand. Manden var en høj spinkel og havde en maske. Han stod dér med et bredt smil på læben. Han tog en langsomt skridt frem. Og så et til. Han tog hurtigere og hurtigere skridt hen mod drengen. Den forsigtige dreng prøvede at bakke tilbage, men støtte på døren, der på en eller anden måde var lukket bag ham. Han var fanget. Manden, der nu tog rigtig hurtige skridt, nærmede sig. Pludselig stod han foran ham og før han vidste af det, havde han trukket noget op fra sin lomme. Alt blev mørkt og stille. Meget mørkt og stille.
Nu måtte han dele sin vens skæbne.