”Så er det NUUU” råber far fra gangen. Hårbørste - tjek, tandbørste -tjek, somcreme – tjek, håndklæde – tjek, sovepo…. ”Mira kooom nuuu, vi kommer for sent”. ”Jeg kommer, jeg kommer”.” Endelig” sagde far. ”Hvordan kunne det tage så lang tid”? Det var dagen, hvor Mira skulle på sin første spejderlejrtur med sin nye spejdergruppe. Hun var for tre månede,r siden flyttet til et lille samfund i Hals, sammen med sin familie. Hendes far havde fået job som skoleinspektør på den lokale skole, hvor hun selv skulle gå. Hun kom godt ud af det med de piger, som var i klassen. Mange af klassekammeraterne gik også til spejder. Mira var meget glad for at gå til spejder, for det havde hun også gjort i Thisted, hvor de var flyttet fra. Faktisk var hele familien blevet taget rigtigt godt imod af alle og Mira følte sig meget tryg ved at skulle på lejrtur. Hun var dog træt af, at hendes far havde meldt sig som frivillig, da de manglede forældre til at hjælpe med overnatningen. Men hendes far synes det var vigtigt, at han som skoleinspektør var med, for at lære de andre forældre at kende.
Alle spejderne og forældrene ankom til Svinkløv klitplantage og trådte ud af bilerne til den skønneste duft af skov, fuglenes fløjt og havets milde susen. Her var en skønt og en stor plads at slå lejr på. De skulle sove i nybyggede shelters. Mira var meget spændt på, om hun ville se kronvildt eller andre af skovens dyr om natten. Mira glædede sig til alt det de skulle; bygge tømmerflåde, lave bål mad af naturens spisekammer og morse til hinanden med lommelygter når det blev mørkt.
”Vær beredt! Er i klar til at gå i samlet flok til stranden og lave tømmerflåder”? Spurgte en af spejderlederne som hed Hans. ”Vi vil hjælpe hinanden og dele med andre” svarede spejderne i kor. Lad komme af sted, sagde Hans. De skulle gå et par kilometer ned af asfaltvejen for, at komme ned til Svinkløv strand. Det var en fantastisk oplevelse, at gå ned til stranden. Det var midt sommer. 22 grader. Helt perfekt vejr. Bøge – og grantræerne svajede i den stille blæst og man kunne svagt høre rislen af blade. Til sidst nåede de forbi det nybyggede Svinkløv Badehotel. Mira havde set det inden det brændte tilbage i 2016. Mira kunne ikke se forskel på det gamle og det nye badehotel. Det var virkelig godt lavet, synes hun!
Nede ved stranden stod der en lokal mand, som havde leveret materialerne til tømmerflåden. ”Go´daw, a´hedder Kaj. D´er mæ som ska´hjælp jæ”. Kaj var en lille ældre mand. Han var gråhåret og havde hverken tænder eller gebis, så når han talte fløjtede han nærmest. Hans, de andre spejderledere og forældrene hilste på Kaj, mens spejderne fniste af hans dialægt. Foran dem lagde dunke, rafter, tov og redningsveste. ”A tøvs i ska´være fem på hver hold” sagde Kaj og spejderne fordelte sig ud til hver tømmerflåde som skulle bygges. Det gik som en leg og alle blev færdige næsten samtidig. Havet var roligt og et par meter ude i vandet kunne de komme op på flåden og sejle. Mira trives virkelig. Her sammen med spejderne var hun i sit rette element. Da de var færdig sagde kaj. ”A tøvs i var så gur´, a hår en øverraskelse til jer. A hår brov for jen, som kan ta´mæ´og hjælp mæ´”. ”Mira sagde, at det ville hun godt.
Kaj og mira kørte afsted. Mira havde en god stedsans og så altid efter hvad hun mødte på sin vej, så hun kunne finde hjem igen. Kaj startede bilen. En Ford Transit ladvogn. Den var meget gammel og lugtede af cigar indeni. Mira fortrød nærmest, at hun havde meldt sig, men huskede så spejder mottoet ” Vi vil hjælpe hinanden og dele med andre”. ”Mira, du må bide i det sure æble og glæde dig til, du er tilbage til lejrpladsen” sagde hun til sig selv. De kørte ud af en kroget og kringlet smal vej og kom til Slettestrand. Her drejede de først til højre og derefter hurtigt til venstre. Der kørte de en lille kilometer og så drejede Kaj ind af Bjerregaards Boulevarden. Kort efter ind ad Hummervej som blev til Tulipanvej. Her stoppede Kaj ved et sortmalet sommerhus med skodder for vinduerne og et grantræ som voksede op igennem taget. ”Hvad skulle du egentligt have hjælp til” spurgte Mira nervøst. Hun kunne mærke, at hendes hjerte galoperede som 10 vilde heste og håndfladerne blev fugtige. Mira nåede og tænke, at hun kunne sikkert løbe fra ham, men hun kendte ikke skoven til, at kunne stikke genvej til lejrpladsen. Hun havde også set hvor stærk Kaj var da han hjalp med rafterne og tovet til tømmerflåden. ”Det sagde jeg heller ikke” svarede Kaj på klingende sjællansk og slet ikke en bondsk dialægt. ”hva…” nåede Mira og sige inden alt blev sort for hendes øjne.
”Er det ikke længe siden Mira kørte?” spurgte Miras far bekymret resten af spejdergruppen. 3 timer var der gået og bålmaden var ved at være klar. ”Vær beredt” sagde Hans. ” Vi vil hjælpe hinanden og dele med andre” lød gruppen i kor. Spejderne gik den vej de så Mira og Kaj kørte og forældrene og lederne kørte i biler. Ingen spor at gå efter. ”Det bliver ikke nemt”, sagde Hans til Miras far. ”Vi må ringe efter politiet, så de kan hjælpe os, sagde en forældre”.
Mira vågnede langsomt. Hun havde ondt i hovedet. Hun famlede og fik rejst sig op. Mira kunne ikke se noget. Der var helt sort. Var der nat? Hun var helt stille og lyttede. Hun måtte være i sommerhuset, for hun kunne høre blæsten og havet. Hun kom i tanke om hun havde lommelygten i sit etui. Hun tændte den. Lyste rundt. Indenfor var der sat plader op foran vinduerne og døren var også barikeret. Ville nogen høre hvis hun skreg? ”HJÆÆÆÆLP – HJÆÆÆÆLP ”. Mira var ikke sikker på, at nogen kunne høre hende.
Spejderlederne og forældrene havde fået fat i de lokale som boede i området og fortalte om Kaj, beskrev bilen de var kørt væk i og at nummerpladen var startet med FK. Mere havde de ikke lagt mærke til. Politiet kom med hunde og helikoptere. Alle i området var med til at lede efter Mira, også selvom solen var gået ned og nu begyndte tusmørket.
Mira hev og sled i pladerne som var banket fast foran vinduerne. De var hårde men pludselig begyndte de at give sig og Mira fik revet et lille hjørne af. Hun kunne mærke der kom luft ind og lyste på vinduet. Hun havde ikke flere kræfter til at flå mere af pladen, da hovedpinen var blevet værre. Hun kunne fornemme, at hun kunne se et grantræ, når hun lyste gennem det hul, hun havde lavet. Hun bestemte sig for at morse. Prik prik prik prik. H. Prik streg streg streg. J. Prik streg prik streg. Æ... Mira forsatte med at morse.
”SE DER!” Udbrød en af spejderlederen. ”Der er en som morser. Prik streg prik p… æ…l… p… h… j… HJÆLP! Det er Mira, hun morser hjælp!”. Folk strømmede over til det lille sommerhus, de kaldte Miras navn og Mira råbte ”JAAA” så højt hun kunne. Miras far flåede døren op og fik sin datter i sine arme. Ambulancen blev tilkaldt og Mira blev indlagt for at komme sig. ”Sikke en dramatisk slutning på en ellers skøn weekend”, sagde hendes far.” Ja”, sagde Mira og lagde sig trygt til at sove.
Og Kaj… Ja, han kører sikkert stadig rundt i sin hvide Ford Transit som stinker af cigar…