Den Lille Dreng
Han sad i klassens larm, og pakkede sin madpakke ud. Han havde igen fået leverpostej på det kedelige solsikkerugbrød. Han kiggede på Lasse foran sig, han spiste af en nutella mad på hvidt brød. Er jeg virkelig den eneste der spiser det kedelige mad?
Det ringede ud til frikvarter. Han kiggede på klokken, 10:00. Han pakkede stille sin uspiste mad sammen. Han var ikke særlig begejstret for frikvarter. Nej, han fandt sig meget mere hjemme i matematik og danskfagene.
Han sad på en afskallet blå træbænk, og på den anden side af legepladsen, stod en lille dreng og kiggede på ham. Drengens øjne var lysende blå, og hans hår kridhvidt. Drengen holdt simpelt bare ikke op med at stirre, og det blev til sidst en smule ubehageligt. Han vinkede til drengen, og han vinkede genert tilbage. Han rejste sig for bænken, og begyndte at bevæge sig hen mod drengen, men idet han rejste sig forsvandt den lille dreng. Han var væk. Pist væk. Han stillede sig der hvor drengen havde stået, og på jorden lå et lille armbånd af træ perler. Han samlede det op, og i de seks første perler var der indgraveret Ludvig.
Da det ringede ind til frikvarter smuttede han hurtigt ind i børnehave klassen. “Jeg fandt det her ude på legepladsen, den tilhøre vist nok en Ludvig” han kiggede på den lille tykke klasse lære “det er muligt, men vi har slet ingen Ludvig på denne skole”. Han lukkede langsomt døren mens han mumlede “ja… nå… okay… jamen så”. Underligt tænkte han mens han var på vej op til sin egen klasse. Jeg havde jo set ham lige der…
Fortsættes hvis man vil.
Den Lille Dreng 2
I denne time havde de idræt, men det duede han ikke til. Nej han fandt sig mere hjemme i matematik og dansk fagene.
De skulle løbe om kap i idræt, og han var ikke specielt hurtig, han plejede at falde fordi han -ligesom Lasse- aldrig bandt sine snørebånd. Han havde skiftet til de skrumpede mørke blå jogging shorts, og en grå t-shirt. De andre i klassen havde alle, nogle smarte jogging sæt fra Adidas og Nike, men igen var han den med det kiksede tøj.
De blev ind delt i hold af 4 på 5 forskellige hold. Han var sammen med Olivia, Sara og Tobias, som var en lille tyk dreng med briller. Sara skulle starte med at løbe, og det var nu ikke så skidt. Hun løb mod Klaes fra hold 3. “3…2…1… LØØB!”. Klaes faldt som det første, og han skrabede heldigvis ikke knæet på den hårde asfalt.
Det blev hans tur, og han løb… og.
Han sad på jorden. Svedperlerne trillede ned fra hans pande og blandede sig med tårerende på hans kind. Hans knæ glinsede rødt, han var faldet igen. Læren råbte efter ham, men han gad ikke spilde sin tid på det. Han løb selvom smerten i hans knæ, gjorde det næsten umuligt. Han satte sig på den blå bænk. Han bandede lidt for sig selv. Han kiggede rundt, for det var som om at nogle stirrede på ham. Og ganske rigtig, den lille dreng var tilbage. Men han så bange ud, ked af det. Han havde sorte render under øjnende og hans tøj var beskidt.
Denne Ludvig som slet ikke fandtes. Det var svært at tro på ham. Han vendte sit blik væk fra drengen. Den ubehagelige følelse blev ved, og som om han var fortryllet kig han langsomt hen til drengen. Men denne gang var det ikke den lille dreng der forsvandt…