Far fortalte
Har I set de øjne, der skinner bag jer. De nyder varmen fra vort bål, selvom de ikke har båret brænde til det.
Jeg hørte lige før, at musefar fortalte om sin tipoldefar. Tipoldefar var en fattig lille mus, en skovmus. Han kunne bedst lide at bo på marken. Men på marken boede der en stor bølle, som kaldte på katten, når tipoldefar kom på marken.
Efterhånden kom tipolde kun i skoven, for han var bange for den kat. Tipolde sad ved bålet en sen nat sammen med sine 23 søskende og blev mere og mere gal i skralden. For der var en ugle, der tudede.
Ho, Ho, tudede uglen.
Deres mor var blevet ædt af en ugle, så musene kunne ikke lide ugler.
Ho, Ho
Nu går jeg ud og fælder det træ, som den ugle sidder i. Vi går med sagde hans søskende. Sammen gik de mod træet. Træet var en fin eg. Musene gik igang med at fælde egen. Så længe den tuder, skal vi ikke være bekymrede sagde en mus.
Ho, Ho
En mus kiggede op og blev helt paf, da han så uglen. Uglen havde ørefjer.
Ho, Ho
Musene måtte skynde sig. De skyndte sig så meget, at de ikke hørte stilheden.
Uglen var fløjet ned, fordi det kildrende i hans tæer.
Hvad laver I, sagde uglen
Kan jeg hjælpe?
En mus peb "Vi skulle samle bark til vores aftente.
Nå, sagde uglen. Find et andet træ. Jeg er træt af mus. Jeg gylper bare ved tanken.
Hvorfor tuder du anderledes? Hvilken slags ugle er du? sagde en mus.
Slags og slags, sagde uglen.
Jeg hedder Anders og kommer fra Tommalilla. Jeg er en svensk ugle. Jeg tuder, fordi jeg er ensom og sulten.
Kom med os sagde en mus. Vi har snobrød.
Snobrød spiste jeg i reden. Min mor var blind og kunne altid fange nok, så fik vi spejdernes forkullede snobrød. Det smagte godt med bjørnbær.
Det kender jeg ikke, sagde en mus.
Uglen så sig nødsaget til at hjælpe musene ud af deres uvidenhed. Han plukkede bjørnbær i sit næb og sammen gik de tilbage til bålet. Uglen æltede dejen og beordrede musene til at bage meget fine snoede snobrød. Han spiste det meste selv, men krummerne fik musene. Anders klattede og gik et skridt til siden.
Hver aften kom han og spiste snobrød og fortalte historier om en svensk ugle, der fangede mus og dem med fjer på. En svensk ugle ved navn Andreas. Andreas kunne godt have været lidt mere forstående over for musene, synes musene. Han var dygtig til at flyve. Dygtig til at dykke. Ikke alt talent satte musene pris på. Men alligevel gøs de af beundring og skræk.
Kom med og se gerningsstedet sagde Anders og viste musene gylp med skeletter af mus. Musene blev triste, da de så skelettet af deres mor ligge i uglegylp. De begravede hende fint og Anders fældede en tåre og tudede Ho, Ho. Anders tænkte på sin egen mor, der døde i gabet på en skiderik.
I må tilgive Andreas. Han var ingen helgen, men han var hyret til at beskytte træer og kryb mod museplagen. Han fik endda en kasse at bo i. Han gjorde bare sit job i denne statsskov.
Musene ville vide, om Anders var venner med Andreas. Til det sagde Anders noget, som musene ikke forstod.
Giver I mig mad hver dag med bjørnbær holder jeg Andreas væk.
Musene måtte knokler med at bage og sylte bjørnbær. For de kunne godt lide Anders. Og de kunne ikke lide tanken om Andreas. Tipoldefar måtte hente korn, når bøllen sov.
Tuder Andreas aldrig, sagde de. Anders tudede så højt, at de gav ekko.
Uha, sagde de.
Ja sagde musefar. Børn hører i en uglen Andreas tude, så lad den tude i fred og spis et snobrød med bjørnbær.
Ho, Ho.