Det var en kold aften. Koldere end det havde været længe. Man kunne godt mærke, at efteråret havde lagt sig som en stor dyne over dalen. Lygtemanden stod under de store trækroner der holdte alle solens stråler væk. Der var mørkt. Manden havde stået der længe, hans øjne havde vænnet sig til skovens mørke. Den røde kappe kunne holde ham varm, det havde han brug for. Det kunne godt blive en lang nat. Det eneste han havde til at varme sig, var hans kappe og tanken om den varme kakkelovn derhjemme.
Det var ikke usandsynligt, at folk for vild i skoven. Det var en stor skov, og selv dem der ville påstå, de kendte skoven ud og ind var faret vild her. Lygtemanden levede i skoven, han for ikke vild. Hans hytte der lå godt gemt inde blandt skovens tætte stammer var hyggelig, hjemlig og langt fra menneskene i byen. Lige hvad han godt kunne lide.
Lygtemanden havde tit hjulpet folk med at finde ud af skoven og ligesom så mange andre gange, kunne han høre de fremmede, lang tid før han kunne se dem. Grenene knasede under skoene, og bladene hvislede anderledes. Fortalte ham, at han skulle holde øje nu. Efter et stykke tid kunne han så se nogen komme gående på stien. Denne gang så skikkelsen så lille og så skrøbelig ud, hvem mon det var?
Nede i byen boede der mange mennesker. Og de store familier havde til tider svært ved, at tjene nok føde til alle. Lygtemanden mødte ofte de små børn ude i skoven. Han havde altid fulgt dem tilbage til bygrænsen. Han gik aldrig længere ind. Byfolkene brød sig ikke om ham, og han ikke om dem.
Som skikkelsen kom tættere på, kunne han se, det var en dreng. Han så så tynd og ussel ud. Det var lang tid siden, han havde fået et bad, og ikke mindst nok at spise. Tøjet var slidt og langt fra varmt nok til at holde efterårets kulde ude. Manden skulle til at gå hen til drengen, hjælpe ham tilbage. Men det var som om, det slog klik for ham. Hans familie havde smidt ham ud, og det var tydeligt, at han havde været væk hjemmefra i mere end bare et par timer, som det ellers plejede at være med børnene. Drengen kom stille gående hen til ham, hans øjne lyste af sørgmodighed, han manglede nogen. Han manglede en familie, og det samme gjorde lygtemanden.
I byen gik snakken altid hurtigt, rygter spredte sig altid mere, end hvad de fleste kunne følge med i. Lygtemanden havde taget barnet til sig. Selvfølgelig vidste hele byen det. Ingen familier savnede drengen.
Snakken gik også hurtigt, dengang folk fandt ud af, det med skatten i skoven. Og tag endelig ikke fejl, mange havde været ude og lede men ingen lykkedes. Skatten var ikke lige til at få, og der ville stadig gå år, før den ville blive fundet.
Lygtemandens job var at bevogte skatten. Landsbyfolkene så ham som en skør mand der levede ude i skoven. ingen havde gættet hans egentlige formål. Grunden til at han levede i den skov. Hvorfor han hver nat og dag stod derude. Ikke engang lygtemanden vidste, hvor skatten var, eller for dens sags skyld hvad det var. Han vidste bare, at det var vigtigt, at skatten skulle bevares hvor den var indtil det rigtige tidspunkt.
Flere år gik. Drengen voksede op i lygtemandens hjem. De to blev meget tætte. Det var bare dem og den store skov. Som årene gik, spurgte drengen flere gange til menneskene ned i byen, men lygtemanden afviste ham altid. Der skal du ikke gå ned, de er ikke som os, sagde han. Drengen holdt sig i skoven gik ture og lærte at finde rundt i skoven. Ud og ind som kun lygtemanden også kunne. I mange år fungerede det godt, bare de to. Men drengens nysgerrighed var vokset. En dag kunne han ikke længere holde sig fra byen mere.
Drengen stod op før daggry, opsat på at komme ned i byen. Det var køligt, og duggen lå stadig i græsset. Han listede sig stille afsted. Lygtemanden troede sikkert, han gik en tur, som han plejede at gøre. Det var en lang tur ned til byen, men drengen var ligeglad. Han ville derhen.
Byen var en lille landsby. Som så mange andre småbyer lå de yderste huse spredt rundt med langt til den nærmeste nabo, og som man kom længere ind mod byen, lå husene meget tættere. Drengen havde aldrig oplevet noget lignende. Den lille by der trods sin størrelse var meget liv i, var slet ikke som den skov, han kendte ud og ind. I byen kendte alle hinanden, de så sjældent fremmede mennesker. Folk på gaden stirrede efter drengen.
En klog kone fra byen var den modigste, hun spurgte drengen, hvad han lavede her i byen. Drengen fortalte, om hvordan han altid havde drømt om at komme ind til byen og væk fra skoven. Folk var stimlet sammen om drengen, klar til at fortælle drengens historie videre så alle i byen ville vide det.
Da folk hørte, at han boede i skoven, gispede de alle. Pludselig ændrede folk sig. Ved du, hvor den er? Har du fundet den? Drengen blev forvirret, han havde aldrig hørt om nogen skat. Den modige gamle dame der havde snakket med ham først begyndte at forklare om skatten i skoven.
Han havde aldrig hørt om skatten før, men som brikkerne faldt på plads, gav det hele pludselig mening. Der var en skat i skoven. Det var lygtemanden der bevogtede den, det var derfor, han altid var i skoven. En underlig følelse bredte sig i maven. Han ville finde den skat. Drengen løb ud af byen. Væk fra hoben af mennesker der havde samlet sig omkring ham. Først da han kom til skoven satte han farten ned.
Der var en ting, lygtemanden altid havde sagt. Han havde aldrig rigtig tænkt over det, men som han stod foran skoven, stod det hele pludselig klart for ham. “Klipperne gemmer på mange hemmeligheder.” Det var det, lygtemanden altid havde sagt. Skatten måtte være et sted i klipperne.
Hans hjem lå lige ved siden af klipperne, han havde altid været så tæt på. Som han nærmede sig klipperne, blev han mere og mere opsat på at finde skatten. Drengen ledte i flere timer. Der blev mørkere og mørkere under trækronerne. Det var aften. Lygtemanden undrede sig sikkert over hvor han var, men drengen var ligeglad. Han ville finde den skat. Da han skulle til at give op, faldt der pludselig en medaljon ud fra klippestykket. Det var en gammel medaljon med små fine mønstre. Medaljonen havde engang været meget smuk, men de mange gemte år havde falmet den. Langs kanten var der ridset noget ind. Et ønske, et valg, du vælger.
Han var sikker. Næsten hele sit liv havde han manglet sin familie, nu ville han have en. Han holdt om medaljonen, mens han ønskede en familie. I det øjeblik kom lygtemanden gående. Lygtemanden var overrasket, han havde jo aldrig fortalt drengen om skatten. Lygtemanden skulle til at spørge, men drengen kom ham i forkøbet. “Jeg var nede i byen, og nu ønsker jeg mig en familie”. Manden kiggede inderligt på drengen og svarede, “jamen det er jo derfor, jeg er her.”