“Den dag skal bålet brænde. Når rævene skriger i skoven, når jorden udskyder klipper, da er det tid. Da skal folket, fra allevegne, samles til lands, de skal få en uretfærdig dom, straffes, deres sjæle skal hjemsøge dalen indtil tidernes morgen.” Kvinden hvæsede af vagten.
Vognen stoppede.
Vagterne bandt jeg og kvinden tættere sammen, så fortsatte turen.
Vi havde kørt i mange timer, og hele eller halvdelen af tiden havde kvinden mumlet profetien.
Som barn havde jeg lært den, i skolen, derhjemme, det havde alle.
Vi havde troet på den, været bange for den.
Men tiderne var skiftet. En ny konge var kommet til.
Han havde fortalt profetien på en ny måde, en der gav mening:
Den var jo allerede gået i opfyldelse, under krigen.
Var folket ikke blevet straffet uskyldigt, var skovene ikke brændt, og var der efter sorgen ikke bygget nye mure? Rævene havde skreget da skovene brændte, og murene, de var vores klipper som beskyttede os mod ondt udefra.
Efterhånden troede alle på det nye, kun heksene i udkanten af byen mente noget andet.
En af heksene sad her bundet fast med mig.
Det var blevet mørkt.
Vognen stoppede i en dal.
Jeg og kvinden blev sat op af en stor bøg. De to vagter samlede træ til et bål. Snart havde de en stor dynge.
De forsøgte at slå gnister med stålet. Det lykkedes ikke.
Kvinden smilede lumsk. “virker det ikke?”
Vagterne brummede
“jeg kunne hjælpe” fortsatte hun
“stille, heks”
Hun smilede endnu mere “hvis i bandt mine hænder op, kunne jeg bryde forbandelsen”
“forbandelsen?”
“ja, den der gør at ingen gnister flyver”
De slog til stålet, hurtigere og hurtigere, hårdere og hårdere. Til sidst knækkede det.
Kvinden slog en latter op.
Til sidst gik de med til at hun måtte få hænderne fri, til gengæld blev resten af hende bundet tæt fast til træet.
Snart dansede en høj flamme i bålet.
Da vagterne sov løste kvinden mig for rebene.
“stille!”
En ræv kom løbende.
En pil ramte den i brystet, den skreg. Kvinden skreg.
Vagten stod med en armbrøst.
Han rystede.
Kvinden rejste sig fra det døde dyr.
Hun strakte armene ud efter ham, så lukkede hun hånden sammen.
Vagten vred sig, men han kom ingen vegne. En grålig masse spredte sig over ham, nede fra benene og op, massen kvalte ham.
Bagefter spredte massen sig, over den anden vagt, over vognen.
Det eneste tilbage var en klippe. Stor og skræmmende, den var kommet af ingenting.
Kvinden var væk, jeg var alene.
Bålet brændte stadig.