”Hørte du det?”
Karl trak sin sovepose helt op til næsetippen. Med bankende hjerte stirrede han på Magnus, der lå ved siden af ham kun svagt oplyst i fuldmånens dunkle skær.
Et hurtigt nik fra klassekammeraten signalerede, at også han havde registreret lyden, der kom fra et sted i skoven, som omgav dem.
”Slap nu af, det er nok bare en ræv eller et andet dyr,” lød det beroligende fra ham, men noget i hans stemme fik ham ikke til at lyde overbevisende.
Karl satte sig op på liggeunderlaget. Han strøg en hånd gennem sit lange pandehår og spidsede ører.
Lyden af en knækket kvist brød nattens stilhed og sprang som små ekkoer fra træstamme til træstamme omkring de to klassekammerater.
”Der var det igen!” hikstede Karl. ”Der er sgu nogen derude!”
I det samme blev han ramt af en skarp lyskegle, der fik ham til at misse med øjnene, og han mærkede en ubehagelig sitren løbe gennem sig.
Lyskeglen bevægede sig væk fra ham og begyndte at glide langsomt rundt mellem træerne, så mørke skygger bølgede på stammerne, som var de duvende bøjer i vand.
”Er du en kylling ligesom Janus og alle de andre?”
Karl opdagede, at lyset stammede fra Magnus’ mobiltelefon, og han sukkede højlydt.
”Nej, nej!” forsvarede han sig og sendte vennen et halvhjertet smil.
”Så bevis det!” Magnus rejste sig og holdt lyskeglen i retning mod det område, hvor lydene var kommet fra. ”Gå derover og find ud af, hvad det er, der rumsterer.”
Karl sank en klump. Hvorfor fanden havde han også valgt at spille sej overfor Magnus, når nu alle de andre drenge i klassen var blevet skræmte af Magnus’ historie og havde valgt at blive tilbage på lejrskolen? Bare fordi han var den nye dreng i klassen, havde han vel ikke behøvet at overskride sine egne grænser for at blive accepteret? Han skulle da bare have vist sit talent på fodboldbanen tidligere på dagen, da drengene havde spillet kamp mod hinanden, i stedet for at have brugt tiden på at snakke med Johanne.
”Okay, okay,” sagde han og tvang sig selv på benene. Han trak sin telefon op af lommen på sine hullede jeans og tændte for lommelygten, så endnu en lyskegle viste sig i sensommermørket. Tøvende tog han et skridt og mærkede, at hans uro havde forplantet sig til en dirrende følelse i hans ben.
”Bliver det i dag eller hva’?” Magnus stirrede på Karl med et både opildnende og spørgende blik. ”Du tror da vel ikke på historien om Jack?”
Karl rystede på hovedet.
”Selvfølgelig gør jeg ikke det,” svarede han og tog endnu et skridt.
Selvom Magnus havde været meget overbevisende, da han tidligere på aftenen i lejrbålets skær fortalte klassen en historie om, at en morder ved navn Jack, var flygtet fra det lokale fængsel og var blevet set her i skoven, vidste Karl jo godt, at den ikke havde en skid på sig. Alligevel sad historien i ham som dybe splinter.
Endnu en kvist knækkede i skovbunden foran ham, og han fór sammen.
”Hvem der?” kaldte han og knugede telefonen i sin hånd.
Uden at få svar gik han modvilligt et par skridt i retning mod lyden.
Noget puslede i krattet nogle meter fremme, og han lyste frem for sig.
Lyskeglen gled hurtigt hen over skovbunden og opfangede et egern, der rodede i jorden. Dyret fornemmede straks fare og sprang øjeblikkeligt op på den nærmeste træstamme og tog flugten mod den frelsende trætop.
En bølge af lettelse skyllede gennem Karl.
”Det var bare et egern,” sagde han. Han pustede ud i luften og gik over mod det træ, der havde lagt stamme til dyrets flugt.
Kort før han nåede frem, gik der et jag op gennem ham fra hans ene fod.
”Av, for helvede!” skreg han, og inden han opfattede, hvad der var sket, eksede hans ben, og han faldt om i skovbunden.
Fuld af smerter lyste han på sin fod. Blodet løb i en lind strøm ud gennem hans sneakers og farvede skovbunden rød. Synet fik en udefinerbar frygt til at vokse i ham, og han trak sin sko og strømpe af.
Et dybt snit i fodbuen under foden indikerede, at han måtte have trådt på noget skarpt. Han prøvede at abstrahere fra smerten ved at fokusere på skovbunden. På jorden delvist skjult under bladene opdagede han, at der stak nogle barberbladslignende knive op, og det lignede, de var placeret der med forsæt.
En lille metalplade lå mellem knivene, og han rakte ud efter den.
Karl, stod der indgraveret med små typer på den, og synet fik hans hjerte til at slå et ekstra slag.
”Det er livsfarligt at gå her!” råbte han advarende til Magnus. Han puttede metalpladen i lommen og tørrede en del af blodet væk med strømpen, inden han bandt den stramt om sin fod i håbet om at stoppe den værste blødning. Dernæst greb han sin løse sneakers-sko og drejede hovedet mod kammeraten.
”Magnus?” kaldte han, eftersom vennen ikke var at se nogen steder. ”Hvor fanden er du?”
Han fik intet svar, så han haltede tilbage mod de to drenges alternative soveplads. Smerten fra foden var ulidelig, og han følte det, som begyndte skoven at trække sig sammen om ham, som ville den opsluge ham.
”Magnus, for helvede, det er ikke sjovt længere!” råbte han uden at lægge skjul på sin angst. ”Hvor fuck er du?”
Panisk lyste han omkring sig, men klassekammeraten var forsvundet, som solen var det et par timer tidligere. Han mærkede tårer bryde frem i øjenkrogene, så han bed tænderne sammen for at bevare fatningen.
Da han nåede hen til soveposerne så han, det bulede ud under Magnus’ sovepose.
”Hvad har du gang i?” hylede han og flåede soveposen væk.
Magnus lå under soveposen med et smørret grin på læben.
”Du er for nem!” lo han, mens vedhænget på hans halskæde glinsede i måneskinnet.
En skygge gled med ét ind under Karl, og inden han kunne nå at reagere, mærkede han en kraftig smerte i baghovedet.
Så blev alt sort.
-
”Kom nu op med dig!”
Karl slog øjnene op og så sig forvirret rundt. Hans hoved værkede, og forundret opdagede han, at han lå i sin seng på drengeværelset på kolonien, og at Magnus stod bøjet ind over ham.
”Ja, ja!” smilede han lettet og nød tanken om, at nattens oplevelse kun var sket i hans fantasi.
”Der er ikke noget at smile af!” Magnus’ ansigt var stramt, som om noget var hændt.
”Hvad sker der?” Karl greb telefonen på natbordet og så, at klokken kun var fire om morgenen. ”Hvorfor skal vi op nu?”
De andre drenge på værelset var allerede i gang med at komme i tøjet, og det så ud, som om de havde fart på.
”Lærerne har haft besøg af politiet og fortalt, at en farlig fange er stukket af fra fængslet!” svarede Magnus. ”Vi deler os i hold med en lærer på hver og hjælper politiet med at finde ham!”
Ordene ramte Karl som piskeslag. Han trak dynen af sig og svingede benene ud over sengekanten.
”Hvad fanden har du lavet?” hylede en anden af drengene og pegede fokuseret på Karls seng.
Lagenet var gennemvædet af en tyk, rødlig væske.
Skræmt stirrede Karl på sin fod, som var bundet ind i en strømpe med indtørret blod, og chokeret rakte han ud efter sine jeans. Han stak en hånd i forlommen og trak en lille metalplade frem.
Karl, stod der på den.
Et vedhæng på Magnus’ halskæde skinnede i loftslyset, og Karl betragtede det. Det var identisk med hans eget, blot var inskriptionen skiftet ud med et andet navn.
Magnus’.