Det var en stormende kold aften. Vinden piskede i trækronerne og fik træerne til at hyle som sultne ulve. Eller var det træerne? Man kunne snildt forestille sig en flok glubende sultne ulve på jagt i stormvejret. Et par dråber faldt midt i den ruskende og kolde vind. Det begyndte at dryppe fra det jerngrå og næsten lilla skydække. Flere dråber faldt og styrtede mod jorden som missiler. Som følge på de første regndråber, stormede det nu ned Man kunne ej se noget, for bare regn.
Kira ruskede sin ven i armen “Kom nu!” Skreg hun. Victima havde opført sig underligt lige siden solens sidste stråler var forsvundet. Kira fortrød nu virkelig at hun var taget i skoven for at tilbringe natten. Hun rev lynlåsen til teltet ned, skubbede Victima ind først, og kastede sig ind efter hende.
De sad lidt i det mørke telt, og Kira stirrede på teltdugen, der ruskede voldsomt i vinden. Victimas lange sorte hår hang ned foran ansigtet, men Kira kunne mærke hendes blik brænde på sig. “K-kan du fortælle en historie?” Mumlede Kira nervøst. Hun var skræmt over hvor stille Victima var, og ville gerne have en samtale i gang. “Ja...” Svarede Victima toneløst.
“En kold mørk nat, sad en lille pige på en klippe i en stor skov. Pigen var faret vild, og kunne ikke finde hjem. Den arme pige var forladt og helt fortabt. I en hvid kjole, med bare fødder, sad hun og stirrede ud over klippen med et tomt blik i øjnene. Men pludselig, blev hun angrebet bagfra. Hun blev ramt af noget skarpt og tungt, der ikke blot skar sig gennem den lille piges kød, men slaget styrtede hende også ud over klippen. Hun skreg og skreg, mens hun faldt længere og længere ned, ned i døden. Pigen skreg for sine lungers fulde kraft, alt blev sort i smerte, en smerte så kraftig, at man ville dø ved den blotte følelse. Alt dette forsvandt i smerte og sort mørke. Den lille pige forlod sin krop, og hendes ånd sivede ud af det dybe sår fra stenen, (hvor såret stadig blødte) Den lille piges sjæl vandrede hvileløst rundt i skoven... I skoven med ingen krop, var hun for tid og evighed lænket. Men hun var vred. At blive skubbet ud over en klippe er ikke noget, man bare glemmer. Hun svævede rundt mellem træerne, og søgte efter mennesker mellem stammerne, for at straffe dem.
En dag faldt hendes døde øjne på en lille gruppe vandrere. I dødens lænker var hun usynlig for vandrerne, men pigen kunne se dem, som var hun i samme dimension. Mørket faldt truende ned over dem, iskoldt, og kulsort. Ingen stjerne dristede sig til at lyse på vandrefolket, og pigen, som ikke var det varme lys værdigt, med alle de arme kroppe hun havde skilt frasjælene. Vandrene slog sig ned i mørket, og lagde sig til at sove. Pigen smilede et grusomt smil, og med en af vandrendes skarpe vandrestave borede hun den sylespidse ende ind i hjertet af den ene mand. Han åbnede øjnene i rædsel, men kunne til pigens fryd ikke skrige, for hans eget blod strømmede ned i munden så snart han åbnede den. Den lille pige gjorde herefter hurtigt ende på hans lidelser. På en forunderlig måde kunne pigen tage fat om ligets ankler og løftede det op, så han kom til at hænge med hovedet nedad, med blodet dryppende ned i hovedet på sine uvidende og sovende venner. En ven vågnede. Det var ham der lå lige under den døde krop. Forestil dig at ligge og sove trygt, men så vågner du med din bedste vens blod strømmende fra hans døde krop ned i ansigtet på dig. Manden udstødte et så frygteligt skrig, der kunne høres langt langt borte... Man har aldrig fundet nogen af de døde kroppe, men den ene mand undslap, han flygtede ned til en lille by. Han fortalte det hele til alle der gad lytte til ham i et desperat forsøg på beskyttelse. Men kun to dage efter forsvandt han sporløst.”
Kira stirrede ind i øjnene på Victima, der havde fortalt hele historien på en måde, som fik det til at virke mere uhyggeligt. “Men...” Begyndte Kira. “Hvordan er man sikker på, at pigen rent faktisk var i den skov?” Victima lagde hovedet lidt på skrå, men man kunne stadig ikke se hendes ansigt. Hun svarede toneløst “Fordi pigen havde en evne til at besætte folk, brænde deres sjæle op, og selv tage plads i den tomme krop” Victimas hoved rullede uhyggeligt. Og nu kunne man se hendes ansigt. Men der var noget galt, hun var hvid som et lagen, men det værste var hendes øjne. Kulsorte øjne, men alligevel helt tomme. Kira skreg for sine lungers fulde kraft. Nu stod det klart at den historie, ikke bare var en historie. Kira fumlede med lynlåsen bag sig, mens Victima nærmede sig Kira. Kira havde fået fat i lynlåsen, rev den ned og kastede sig ud i mørket. Men en iskold klam hånd greb om hendes ankel…