Et sælsomt rygte
Da jeg var 8-9 år gammel, tog min far ofte min søster og mig med på cykeltur i sommerferien.
Vi havde et slidt hæfte med en oversigt over alle naturlejrpladser i Danmark, hvor man kunne overnatte gratis.
Nogle gange slog vi telt op på en frodig græsmark, hvor vi, efter en kølig nat, kunne se køernes ånde i den fugtige morgenluft, mens vi sad på vores liggeunderlag, med uglet hår og søvn i øjenkrogen, og varmede fingrene omkring en kop varm kakao, far havde lavet på et primusapparat.
Andre gange tilbragte vi natten på et høloft, hvor lyden af mus, der puslede rundt i de tørre strå, var det sidste vi hørte, før søvnen overmandede os.
Engang overnattede vi i en udestue med med verdens grimmeste storblomstrede gardiner, fordi konen på landstedet forbarmede sig over os, efter at vi, en hel dag, havde kæmpet os fremad, i strid modvind, med stor oppakning og dråber dryppende fra vores hår ned ad nakken.
Hun nænnede nok ikke, at vi skulle slå vådt telt op blandt mulvarpeskud i den svuppede græsplæne.
Næste morgenen fik vi friskmalket gullig og flødefed ko-mælk. Jeg lovede min søster 10 kr. hvis hun drak mit glas, mens konen var ude i køkkenet efter mere ristet toast. Jeg ville ikke være uhøflig, men for en storbyunge som mig, var lun mælk, frisk fra koens yver, en tand for klamt.
Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede i resten af dagen, men jeg kan huske, at vi sov der igen den næste nat – måske fordi både telt og tøj stadig hang til tørre i laden, og vejrudsigten, i slutningen af pressens radioavis, lovede regn, regn og mere regn.
Konen i huset var snakkesalig, mens manden mest kom med utydelige gryntelyde.
Da det blev tid til at krybe i soveposerne, tiggede vi vores far om at fortælle den historie, han altid fortalte, når vi var på tur.
En rigtig gyyyser!
Den lød sådan her:
Det var en mørk og stormfuld aften, regnen piskede ned og en ugle tudede i det fjerne.
For enden af en øde landevej lå et ensomt lille hus, hvor alt lys var slukket. Pludselig kunne man se en kniv glimte i lyset fra månen, og straks efter kunne man høre en kvinde skrige….
Her holdt min far altid en meget lang kunstpause, og vi ventede i skøn forventning, for vi vidste jo godt, hvad kvinden skreg.
”Anton! Hold fingrene fra den lagkage!”
Vi grinede. Konen i huset grinede med, men manden sagde ingenting – ikke før min far gik ud for at tjekke, om teltet var tørt, og konen gik tur med hunden.
Så sagde han drevent:
“Nååå, så I kan godt lide uhyggelige historier?”
Min søster, der var lidt yngre end mig, nikkede, og hun blev ved med at nikke, indtil jeg gav hende en albue i siden. Jeg havde ikke lyst til at høre flere historier, men det turde jeg jo ikke sige højt.
Manden kiggede ud i tusmørket og sagde:
"Nå, men så i nabohuset, et lille gult hus nede i svinget, da I cyklede herud?”.
Vi tænkte os om, men blev afbrudt
“Næh, det gjorde I nemlig ikke, for det brændte for snart mange år siden. Der boede en familie med to små piger på jeres alder, men de døde. Der stod i avisen, at branden var et uheld, meeeeen der gik jo rygter...”
”Hvaffor rygter” ville min søster selvfølgelig vide, og da jeg nappede hende, hviskede hun, at i morgen kunne jeg drikke min mælk selv. Basta!
Manden stoppede sin pipe og sagde: ”Bare rygter. Moren slap ud, men man fandt børnene tæt omslynget i en seng på første sal.”
”Var moren meget ked af det?”
spurgte min søster. Det svarede manden ikke på, men han gik hen til en kommode og rodede i nogle skuffer, indtil han fandt, hvad han søgte. Han rakte os et gammelt avisudklip. ”Kvinde druknet i Søndermosen”, stod der.
Min søster kunne ikke læse, og gik ud for at lede efter katten.
Jeg sad helt stille og sagde ingenting.
Efter lidt tid sagde manden:
"Ja, der gik jo rygter”
“Om hvad?” hviskede jeg.
”Ja, om at nogen havde set børnenes mor, længe efter at vi havde begravet både hende og pigerne”.
Heldigvis kom far tilbage i det samme, og da konen kom hjem, fik vi kaffe og sandkage.
“Var teltet tørt” spurgte jeg?
For det ville være rigtig rart at køre videre i morgen. Jeg var færdig med det her sted.
Min far rystede på hovedet ”ikke helt – men jeg mødte naboen, hun fortalte, at hun har to piger på jeres alder, dem kan
I måske lege i med...?”.
Vi cyklede videre før morgenmaden dagen efter.
- Den dag i dag driller familien mig med, at jeg hellere ville cykle videre i øsregnvejr, end at blive og drikke bondekonens friskmalkede sødmælk. Jeg har aldrig fortalt dem om børnene, der brændte, og deres mor som druknede – for hvem ved, måske ER det bare et rygte.