I skovbunden jagter hun Karl Johan, trompetsvamp og tragtkantarel. Med åbne øjne høster hun af naturens gratis glæder med sin kniv. Det er ikke for alle, men for hende, det er det. Skæftet er slidt helt farveløs, det er nu blankt efter mange års brug. Knivsbladet er derimod skarpt. Som hendes svigermors holdninger.
Hun sjokker i sine støvler. Duften af våd jord farver hendes næsebor mørke. Hun går lange skridt i knæhøjt græs. En dunkel inderside, et lysere ydre.
Hun skal forcere flere marker, der ligger brak, før hun kan tage sigte og finde en indgang i granernes stovte fællesskab; de peger som spydspidse mod den gedegrå himmel. Hun betragter skoven som sin allierede. Alt, hvad hun anser for farligt og giftigt, ligger derimod frit fremme i det åbne: samfund, mennesker, relationer.
Snart vil nåletræernes stikkende nedbør drysse som dødt afkom mod jorden. Hun har nu altid elsket de mange farvel’er, efteråret byder på. Hun snyder næse og hanker op i sin pileflettede kurv. Det er blevet den tid på året.
Inde i det fugtige mørke bevæger hun sig hurtigt væk fra stien. Hun kender ejeren af skovstykket, så som sådan er hun ikke en indtrænger. Hun kigger efter mos, hun kigger efter lysninger, hun kigger efter fugtige pletter. Hun tager aldrig fejl.
Hendes knæ bliver våde, da hun sætter sig på hug og må støtte sig mod jorden for at kunne nå. Hun får bingo og fylder kurven med okkerbrune svampe til risottoen. Lamellerne under de hatteformede hoveder er bløde som en hestemule. Hun lader en tommelfinger cirkle rundt og rundt i ring. Hun tænker på dem derhjemme. De venter i varmen.
Hun går dybere og dybere ind mellem træerne, fjerner sig endnu mere fra de menneskeskabte stier og kigger sig godt for. Hun er grundig og ihærdig, og inden længe har hun fundet, hvad hun leder efter. Farven er gullig, nærmest olivengrøn mod midten. Hun skærer forsigtigt fra helt nede ved roden. De står i et tæt bundt – som en buket, man kan forære nogen, man har kær. Nu har hun svampe nok til flere forsøg.
Hun forlader skovens fugtige lomme og går mod nord. Hun har parkeret på en blind vej, hvor kun få folk kommer forbi, hvis overhovedet nogen. Hurtigt finder hun tilbage til de uplejede marker, hvor hendes spor stadig er tydelige. Det er ikke svært at træde ned i de samme fordybninger, hvor græsset stadig ligger og prøver at komme ovenpå igen.
Inden hun sætter i første gear, vasker hun hænder med vand fra en flaske, hun har taget med hjemmefra. Hun tørrer fingrene af i bukserne, fortsætter med en klat sprit fra sin lomme.
I køkkenet er hun alene. Hun hiver gule løg og hvidløg op fra den kølige kælder, finder ris og hvidvin i viktualierummet, persille i haven, smør og parmesan på køl. Hun skærer de okkerbrune i skiver, rengør kniven og hakker de gullige til plukfisk. Hun smiler, mens hun arbejder.
Hun kommer svampene i skåle, vejer ris af, drikker postevand i lange drag fra hanen, inden hun under sig et glas vin til madlavningen. Kunsten er at kende sit blus og blive ved gryden. Hun rører i en uendelighed, og der kommer liv i stemmerne rundt i rummene. Hun siger hej med blød stemme, byder på vin og saltede peanuts, lukker op ud til udestuen. Pelargonierne står stadig i ømme nuancer. Hendes svigermor giver sig til at nippe hoveder. Selv de, der endnu ikke er visne.
Da risottoens konsistens er, som hun synes, den skal være, kalder hun til bords. Hun portionsanretter maden, drysser gavmildt med persille og revet parmesan. Hun rører en passende mængde af den gullige svamp i en enkelt portion.
Ved bordet skåler de for maden, de tømmer tallerknerne og beder om mere. Hun går ud i køkkenet og har naturligvis styr på, hvis skål der er hvis.
Senere drejer ambulancen ind foran deres landsted, mens dybe hulk fra hendes datter akkompagnerer den hæse vejrtrækning. Der er blod i opkasten, som løber mellem de gamle gulvbrædder.
Hun tømmer kompostspanden, mens båren bliver slået ud på gårdspladsen, og selvom hun først plejer at rode rundt i det hele dernede, når frosten sætter ind, gør hun en undtagelse. Æggeskaller, gamle grøntsagsstumper, formuldet fortid blandes med dagens nyttige efterladenskaber.