EN MAGISK NAT VED BÅLET
Af Helle Diana Bruun
Det var den sidste aften på lejrturen. Vi lå i vores soveposer omkring det knitrende bål. Solen var gået ned, og mørket sluttede tæt omkring os. Jeg vidste, der var granskov hele vejen omkring bålpladsen, men jeg kunne ikke skelne træerne i mørket. Jeg så rundt på mine kammerater, som alle stirrede ind i de dansende flammer. Vi var trætte efter en lang dag fyldt med aktiviteter, men vi nægtede at give efter for trætheden. Vi ville nyde de sidste timer, vi havde sammen og suge til os af hyggen og fællesskabet.
Tænk, at det kun var en uge siden, jeg ankom til Skovly. Dengang kendte jeg ingen af de andre børn, og jeg turde knap nok se på dem, da vi stod i en rundkreds ude i gården og skulle sige vores navne. Min mor var kørt, og jeg var helt alene med en masse fremmede mennesker.
Den første aften talte jeg kun med Bente, som var den sødeste af de voksne. Hun hjalp mig med at redde min seng, og senere læste hun godnathistorier for alle pigerne i sovesalen.
Næste dag byggede vi huler i skoven. Jeg kom på hold med Sidsel og Laura, og inden længe var jeg travlt optaget af at gøre hulen helt tæt med lange stængler af gederams, som vi flettede ud og ind mellem de pilegrene, som var hulens skelet. Vi byggede hele dagen, og jeg var træt og glad, da jeg krøb op i min køje om aftenen.
Efter den dag var jeg sammen med Sidsel og Laura fra morgen til aften. Vi gemte os sammen, når vi legede ’Spark til bøtten’, holdt sammen mod drengene, når der var vandkamp, og sad hviskende og fnisende i Lauras køje om aftenen, indtil Bente sagde, der skulle være ro. Nu var ugen pludselig gået, og den var gået alt for hurtigt. Jeg havde ikke lyst til at forlade mine nye veninder, som begge boede langt fra mig. Måske ville jeg aldrig få dem at se igen.
Her lå vi så i mørket omkring bålet. De voksne havde givet os lov til at sove herude under stjernehimlen, og selvom luften var lidt kølig, var der dejligt varmt i min sovepose. Vi havde sunget og bagt snobrød, og Nikolai havde fortalt en spøgelseshistorie, mens han lyste op på sit ansigt med en lommelygte, så han så virkelig uhyggelig ud. Nu var vi for trætte til at snakke og lå bare helt stille, mens vi kæmpede mod søvnen, som forsøgte at fange os ind i sin drømmeverden. Laura så ud til at være faldet i søvn, men Sidsel holdt stadig øjnene åbne.
Pludselig kom et egern til syne ved bålet. Det kom pilende ind mellem et par sovende drenge, og stillede sig lige foran bålet. Det rakte poterne frem, som om det ville varme sig ved ilden. Jeg kom til at grine, for det så virkelig sjovt ud. Jeg så hen på Sidsel, hun havde også fået øje på det søde egern, og grinede sammen med mig. Vi skubbede til Laura, så hun vågnede, og vi pegede på egernet, som nu havde vendt rumpen ind mod bålet for at varme sin bagdel. Pludselig fik egernet sin lange buskede hale for tæt på flammerne, og der gik ild i halen. Egernet gav et hyl fra sig og forsøgte at puste ilden ud. Sidsel var lynhurtig. Hun greb sin drikkedunk, skruede låget af og sprøjtede vand på halen, så ilden gik ud. Egernet så taknemmeligt på hende. Så sagde den med en lille sød stemme: ”Ven søde min, tak tusind.”
Normalt ville jeg være blevet forskrækket over at høre et egern tale. Men denne nat var på mange måder en magisk nat, og her ved lejrbålet, hvor alle de andre var faldet i søvn, og kun vi tre veninder var vågne, føltes det ikke spor mærkeligt.
Sidsel så heller ikke ud til at undre sig, hun svarede: ”Det var så lidt.”
”Slot mit til hjem med I vil?” spurgte egernet, som åbenbart talte baglæns. Måske er det sådan, alle egern taler. Vi ville rigtig gerne besøge et egern- slot, så vi krøb ud af vores soveposer og fulgte efter egernet, som hoppede foran og viste vej. Selvom det var midt om natten, kunne vi sagtens se stien, som egernet gik ad, for stien blev oplyst af små lys, som fløj i luften omkring os. Da jeg så nærmere efter, var det små alfer, som fløj ved siden af os med lygter i hænderne.
Vi gik i nogle minutter, og pludselig kom vi til et kæmpestort egetræ. Det måtte være meget gammelt, for stammen var så tyk, at selv hvis Sidsel, Laura og jeg tog hinanden i hænderne, ville vi ikke kunne nå rundt om træet. Egernet bankede syv gange på stammen, og en dør åbnede sig. Vi trådte ind ad døren, og alferne holdt deres små lygter op, så vi kunne se en snoet trappe, som gik ned under jorden.
Vi gik ned ad trappen, jeg talte, at der var 77 trin. Så stod vi i en stor sal. Salen var oplyst af hundred- vis af levende lys, som sad i de store lysekroner, der hang fra loftet. Lange borde var dækket med sølvtallerkner og sølvbægre. Store fade bugnede af kogler og nødder, og på bænkene om bordene sad egern på lange rækker. Der var gamle egern med stokke og grå stænk i pelsen, og der var små babyegern med sutter i deres små munde. Der var fine dameegern i flotte kjoler, og unge egern med små kasketter på. Egern i alle aldre snakkede og lo, men pludselig blev der helt stille. De mange egern havde fået øje på os, og de så på os med store øjne. Vores egernven anviste os en siddeplads ved siden af en fin tronstol, som han selv klatrede op og satte sig på. Han var åbenbart konge over alle de andre egern.
”Ild fra mig reddet har de,” sagde han til de andre egern i salen. ”Venner nye mine er de.” Alle egern klappede ad os, og så begyndte det store festmåltid. Vi proppede os med nødder, som de mange egern hjalp os med at knække, og bagefter dansede vi med de unge egern.
”Videoer TikTok laver vi,” sagde de, og filmede vores egerndans. Vi havde det så sjovt. De unge egern var rigtig gode til at danse, og de viste os en masse nye dansetrin. Egernkongen klappede ad os.
Pludselig kom en hvirvelvind og snurrede os rundt og rundt, og jeg blev ikke spor bange, da Sidsel, Laura og jeg pludselig blev hvirvlet op i luften, ud gennem døren i træet og tilbage i vores soveposer. Vi lo og lo, men selvom vi larmede, var der ingen af de andre, der vågnede.
”Sikke en nat,” lo Laura. ”Du mener vel: ”Nat en sikke,” sagde Sidsel, og så lo vi igen, indtil vi faldt i søvn under stjernehimlen.
”Hvor var det sjovt at danse i egernslottet i nat,” sagde jeg, da jeg vågnede næste morgen. Laura og Sidsel lo. ”Det må vist være noget, du har drømt, vi har ikke været på noget egernslot,” sagde Laura. Jeg blev lidt flov. Selvfølgelig måtte det have været en drøm, men det havde føltes så virkeligt.
Vi pakkede vores ting sammen, og lidt efter kom vores forældre og hentede os. Laura, Sidsel og jeg krammede hinanden længe, lovede at skrive beskeder hver eneste dag og aldrig glemme hinanden. Så fulgte jeg efter min mor hen til bilen. Lige inden jeg steg ind i bilen, så jeg et egern i et grantræ.
”Ven min hjem tur god,” sagde den og vinkede med sin lille pote. Så klatrede den hurtigt op i træet og var snart efter væk mellem grenene.