Det hele startede med en helt almenlig pige, som boede ude på en gård, med sine søskende. Hun hed Amina. Hun var en 16 årig pige. Hun blev adopteret for ti år siden. Forældrene døde desværre i et uheld et år efter. det fik hun i hvert ifald fortalt. Siden da havde storebroren været nød til at tage sig af alle hans søskende samt gården. År gik og de andre blev ældre og kunne hjælpe. De havde nu et godt liv sammen. De levede et fattigt liv, men med massere af kærlighed og glæde.
De dyrkede bær ude på gården. Men i år var det noget helt særligt, da der var en konkurrence. Konkurrencen blev afholdt inde i byen. En af dem var en tærte konkurrence. Det var meget specielt da dommerne i år var selveste kongen og dronningen. Amina var så spændt.
Siden de mistede deres datter havde folket ikke set dem. Hvordan eller hvor de mistede hende, vidste folket ikke, hun var bare forsvundet. Nogen sagde faktisk at de lavede hele denne komsammen for at se om hun kom.
Amina havde tænkt sig at lave sine berømte tærter af de bær de dyrkede, det var nemlig de mest eftertragtede i hele byen. Alle elskede deres bær, så selvfølgelig skulle de bruges i hendes tærter.
Med sine søstre gik hun ud for at plukke bærende. Men søstrende spiste alle de bær de plukkede. Så Amina besluttede sig for at gøre det alene. Da hun havde plukket alle sine bær, gik hun ind i køkkenet og gjorde alle sine redskaber og ingredienser klar. Hun havde ikke nogen opskrift, det havde de nemlig ikke råd til at købe. Heldigvis kunne hun en opskrift. Hun vidste ikke hvor den kom fra, eller hvordan hun kunne den uden ad, men det var den samme opskrift hun havde brugt siden hun kom til gården.
Hun havde en hemmelig ingrediens, kærlighed. Hun var nemlig meget omhyggelig med de ting hun lavede. Det skulle være perfekt. Da hun var færdig med at blande alle tingene sammen og lagt dem i nogle pæne forme, smed hun dem i ovnen og ventede i en time. Tærterne var færdige og Amina tog dem ud af oven og lagde dem på spisebordet. Man kunne dufte de søde men også lidt sure bær i hele huset, og selve tærtedejen duftede af vanilje. Det var som at være i himmelen når Amina havde bagt.
Imens tærterne kølede af tog hun sig en lur. Der gik ikke så længe så kunne man dufte tærterne helt udenfor, og de to søstre var de første der lagde mærke til det. De skyndte sig ind i køkkenet og så tærterne. De tog en gaffel hver og begyndte at spise den ene tærte. Da Amina vågnede kunne hun høre smasken ude fra køkkenet. Hun gik hurtigt der ud og så at pigerne allerede havde spist en af tærterne. Hun nåede heldigvis at rede de to andre.
Hun kunne ikke nå at lave nogle nye, konkurrencen begyndte kun om en time. Hun måtte derfor nøjes med kun to tærter. Amina var trist men det var der ikke tid til at være. Hun skulle jo gøre sig klar til konkurrencen, og hjælpe pigerne med at gøre sig klar. Pigerne havde det dårligt over at have spist den, men Amina tilgav dem, og sagde at de ikke skulle tænke på det.
De tog deres fineste tøj på, Amina tog en flot blå kjole på, med pufærmer, og så havde hun sat sit hår op i en stor knold. Søstrende og Amina begyndte at bevæge sig ned mod byen. De var alle tre vildt spændte.
På vejen der over mødte de tre piger. Det var de rigeste og mest snobbede børn i hele byen. De var på samme alder som Amina, og hver gang de så hende gjorde de grin, fordi hun ikke engang havde råd til at købe et papir med tekst på. Hvis der var nogen Amina ikke ville møde, var det dem. Men Amina gik videre. De stormede hen til hende, tog den ene tærte og smed den på jorden, og gik så videre med et ondt grin.
Amina blev så provokeret at hun havde lyst til at græde. Amina forblev dog den stærke pige som hun var. Hun bukkede sig ned for at samle alt tærten sammen og tilbage i formen. Idet hun bukkede sig kom der to lidt ældre mennesker bag hende. En mand og en kvinde. De lignede Amina på en prik. Hun tænkte ikke så meget på det, hun skulle bare skynde sig at få samlet alt tærten. De hjalp hende med at samle tærten. Hun rejste sig stille op og kiggede dem begge dybt i øjnene med det sødeste smil og sagde tak for hjælpen.
Hun syntes dog nu at der var noget ved de to, der mindede hende om noget, men det var nok bare noget hun bildte sig ind. Men Amina kunne ikke få den tanke ud af hovedet at hun lignede dem. De gik hen til det telt hvor Aminas konkurrence blev afholdt. Der var et langt bord hvor alle tærterne skulle stå.
Amina fandt det sted hvor hun skulle sætte sin tærte. Da hun havde lagt sin tærte gik hun ud og legede med de to andre. Amina havde taget nogle penge med fra deres opsparing så de kunne have det ekstra sjovt lige denne dag. De to søstre var helt oppe at køre
De smagte også en masse ting som candyfloss og vingummi. Det var helt fantastisk og nogle helt nye smage. Det var simpelthen bare så magisk. De gik tilbage til teltet. Der gik to mennesker op til bordet og begyndte at smage på kagerne. Folk vidste ikke rigtig hvad der skete. Amina kiggede mere og mere på dem, de begyndte at se bekendte ud. Det lignede lidt dem fra tidligere. Hun begyndte at tænke på at det måske kunne have været kongen og dronningen. De var nået til Aminas tærte. Hun gik tættere på, så spændt var hun. De tog en bid. Hele deres udtryk forandrede sig. Folk kunne ikke sige om det var fordi den var dårlig eller god. Det var som om de kendte smagen. De begyndte så at tygge videre og gå til næste. Men der var ingen bedømmelse. Amina blev nervøs. Hun tog sine søstre i hænderne og gik hjem. På vejen hjem kunne hun ikke holde det tilbage mere. Hun begyndte at græde.
Da de kom hjem fortalte Amina om alt det forfærdelige der var sket. Hun kunne slet ikke forstå hvorfor det lige skulle gå ud over hende. Derfor besluttede deres bror at de bare blev hjemme.
Tidligt om morgenen kom der nogen og bankede på døren. Det var mærkeligt det var der aldrig nogen der gjorde. Amina åbnede døren. Der stod to høje mænd. Og bag dem stod der igen de samme to ældre mennesker. De høje mænd trådte til siden og de andre to gik frem. De begyndte at fortælle hende om det med tærten, og hvorfor de lignede hindanden. De sagde at hun var den forsvundne prinsesse. At hun var blevet taget som lille. De kunne huske hvordan de lærte hende at bage tærten, og kunne smage at det var den opskrift med det samme.
De spurgte derfor om hun ville med hjem på slottet. Amina vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hun kom dog i tanke om hendes søskende, og spurgte om de måtte komme med. Kongen sagde med det samme nej. Han skulle ikke have fattige i hans slot. Amina blev fornærmet og takkede derfor pænt nej. De var selvfølgelig velkommen til at komme på besøg, men så længe hendes søskende ikke måtte komme med gjorde hun heller ikke.
Men det havde de heller ikke brug for. Et par år senere lavede Amina en tærte butik, hvor hun tjente penge nok til at købe et nyt hus til. Så man kan jo sige at alt gik godt.