Der var en pige, der blev forlovet med en ung mand, hendes forældre havde valgt til hende. Han var en flot mand uden familie, men med et godt arbejde. Alle kunne lide ham. Selvom pigen ikke havde valgt ham selv, håbede hun på, at de kunne få et godt liv sammen.
En aften blev hun sendt ud i skoven for at afleverer en kurv med viskestykker til en familie, der boede på den anden side. Hendes forlovede var dagen før rejst bort for at passe nogle forretninger og skulle være væk i en par uger. Skoven var mørk og uhyggelig, og pigen var ret bange. Hun havde hørt rygter om en varulv, der skulle have hærget skoven i den sidste stykke tid. Unge piger forsvandt i skoven ved fuldmåne, og dagen efter fandt man dem døde og med hjerterne flåede ud. Egentlig ville hun helst have ventet til i morgen med at komme med viskestykkerne, men hendes mor havde insisteret på, at det skulle gøres i dag. Eller ville der blive ballade.
Fuldmånen skinnede ned fra himlen og lyste vejen i skoven op for hende. Pigen prøvede at være tapper og nynnede en munter melodi for sig selv. Men vejen var snoet og bag ethvert sving, kunne der ligge noget på lur.
Jo længere hun gik, desto mere trængt og mørk forekom skoven at blive. Af og til stoppede hun op ved den mindste lyd. Så skete der det, at hun hørte noget rasle bag hende. Hun stoppede og lyttede. Der kom det igen. Hun så sig over skulderen, og så til sin overraskelse en ugle flyve op af et buskads og forsvinde. Pigen stod og stirrede efter den, inden hun vendte sig om. Idet hun ville gå videre, blev hun mødt af et forfærdeligt syn.
Midt på vejen stod varulven. Stor og behåret og med lange hvide klør, der skinnede i månelyset. Den så på hende med sultne øjne. Inden den kunne springe på hende, kastede pigen sin kurv efter den, så den ramte den på snuden. Kurven åbnede sig, og viskestykkerne faldt ud på jorden. Varulven hylede i smerte og tog sig til ansigt, hvorpå pigen greb chancen for at komme væk. Hun løb afsted uden at tænke på hvor hun mon kom hen. Bag sig hørte hun varulven hyle igen og igen. Til sidst nåede hun ud af skoven og var kommet til landevejen. Hun stoppede op for at få vejret og indså, at varulven ikke hylede længe. Så var hun måske kommet væk fra den.
Ikke længe efter kom en vogn kørende. Der sad hendes forlovede. Da han fik øje på hende, sprang han ned og lagde armene om hende.
”Du al forbarme,” sagde han. ”Hvad er der sket med dig? Hvad laver du her så sent?”
Pigen snøftede bange og forvirret. ”Hvad laver du her? Skulle du ikke være væk i længere tid?”
”Jeg blev færdig tidligt og besluttede at komme hjem. Jeg var lige kommet til landevejen, da jeg hørte dit skrig. Hvad er der sket?”
”Varulven angreb mig. Jeg smed min kurv ad den og flygtede. Hvor var det forfærdeligt.”
”Så, så,” trøstede hendes forlovede. ”Jeg er her. Varulven er sikkert væk for i aften. Nu går jeg med dig tilbage, og så finder vi kurven og samler viskestykkerne sammen. Det ville være sørgeligt, at du mistede dem. Jeg skal nok passe på dig.”
Men pigen stirrede på ham i chok, løsnede sig fra hans greb og løb væk fra ham.
Hvorfor gjorde hun det?
Svar: Hvor vidste han fra, at pigen havde haft viskestykker med sig, hvis han lige var kommet? Pigen havde ikke sagt et ord om dem.