Der var engang to drenge, som altid var sammen, når det var sommer. De var oppe hele natten, for de ville gerne vise, at de var seje. En nat besluttede de at gå en tur i deres lille by. De var kommet et godt stykke hen ad gaden, da alle gadelygterne slukkede. Pludselig tændte alle lygterne igen, og sekundet efter slukkede de igen. Midt i det flakkende lys stod der en mørk skikkelse. Drengen kiggede en ekstra gang og opdagede, at det var en mand med en kniv i hånden. Manden havde et mærkeligt hoved, men drengene kunne ikke se, hvad det var. Han kom nærmere og nærmere. Drengene skreg og løb alt, hvad de kunne.
Deres hjem lå for langt væk, så de løb hjem til en af deres venner for at overnatte. Men da de kom indenfor døren, var vennen og hans familie døde. De var blevet hængt i lampen i stuen. Drengene skreg endnu højere og spurtede ind til naboen for hjælp. Samme resultat. Hængt fra lampen i stuen. De spurtede hen til skolen. Den var så stor, at her kunne de gemme sig. Men da de nåede skolen, stod manden og ventede. Han havde et reb i hånden og var ved at hænge en hund. Han slap den og vendte sig om mod drengene. Hunden var allerede død, men manden ville stadig hænge den. De kunne se, at hans lomme var fuld af noget rødt. Det var hjerter. Drengene var stive af skræk, nærmest lammede, for de kunne se hans ansigt. Det var ikke et menneskeansigt, men et grisehoved. Han havde et hvidt forklæde på og en firkantet kniv i hånden. En slagterkniv. Og slagter var det, han var. Det hvide forklæde var faktisk mere rødt end hvidt. Han hejste kniven op i luften foran drengene og huggede. De undveg med nød og næppe, og så hurtigt de kunne, flygtede de ind i skoven. Hele byen var blevet ramt af slagteren. Kun i skovens dybe stille ro var de beskyttede. Måske var der for stille.
Drengene lavede et bål og varmede sig. Så kom han. Denne gang prøvede slagteren at hænge dem levende. Men den ene af drengene sparkede ham på hånden, så han tabte kniven. Den anden dreng nappede kniven og huggede efter slagteren. Slagteren blev forskrækket og flygtede ind i skoven. Drengene besluttede, at de nok ikke skulle jagte ham, så de måtte rejse til en anden by. Langt, langt væk fra slagteren.
Man mener, at slagteren stadig bor i en skov og lever af hjerterne fra dem, han slog ihjel den aften. Når de er spist, vil han vende tilbage efter flere. Hvis man er så dum at gå ud i en skov, kan det være, at dit hjerte kommer til at tilhøre ham…