Lyt.
Hør bålets knitrende melodi. En sang fra kævlernes endeligt. De synger og knitrer om kap.
Se.
Betragt flammernes dans. De smyger sig om træet og kærtegner det med farlige kys.
Mærk varmen. Smag den tunge røg og indsnus den hyggelige stemning, vi har her om bålet. Fryd dig ved, at vi sidder i den varme, trygge samhørighed. Sammen.
Mens du sidder der og hygger dig, vil jeg fortælle dig om Jacob.
Jacob havde ikke noget bål. Ej heller nogen at hygge sig med. Ingen dansende ild eller knitrende tryghed.
Jacob havde kun Jacob. Og den dunkle skov.
En tåget nat, hvor stjernerne knap kunne ses på himlen, gik han gennem skoven alene. Hans bare tæer var kolde, og han mærkede det koldklistrede græs under sig. Hans natbukser var fugtige og klæbede sig til benene.
Et sted langt borte kunne han høre ulven, der hylende varslende, som om skoven havde en indbygget indbrudsalarm. Jacob gøs. Han var bange for ulve. Han var egentlig også bange for mørke og for at være alene. Så du vil måske undre dig over, hvorfor han var i skoven denne tågede nat. Det var Jacob også selv begyndt at gøre.
Træerne stod tættere og tættere omkring ham, som han bevægede sig bævrende ind i skovens omklamrende indre. Han var næsten der, hvor han ville være.
Ved et uheld trådte han på en gren, der med en sprød lyd blev delt i to under hans vægt. Han stoppede op og syntes næsten at kunne høre ekkoet slå mod træerne i det uendelige mørke omkring ham.
Han kunne jo også bare vende om. Ingen behøvede at vide, at han havde været i skoven i nat. Kun tågen og træerne havde set ham. Ingen ville få at vide, at han havde fulgt Galekonens ord.
”I Grønneskoven du skal lede.
Længst, langt, langt nede.
I dis og tåge,
under det gamle egetræ våge.
I Grønneskoven du skal lede,
og Ildkunstner du da vil hedde.”
Galekonen sagde mange skøre ting. Det var derfor, de kaldte hende Galekonen.
Men denne remse havde hun remset hver eneste gang, Jacob passerede hendes røde bænk på Bodestræde.
”Hvad er det, der er under det gamle egetræ?” havde Jacob spurgt en dag.
”… I dis og tåge … under det gamle egetræ våge … I Grønneskoven du skal lede … og Ildkunstner du da vil hedde,” havde blot været Galekonens svar.
”Hun er gal,” havde Jacobs mor sagt og trukket ham væk. Det var det man sagde om galekonen.
Nu følte Jacob sig gal. Han havde i ugevis ikke kunne få Galekonens remse ud af hovedet.
Hver nat var han vågnet for at kigge ud ad vinduet. Og endeligt. Langt om længe havde der denne nat været tåget. Han havde haft så travlt med at komme ud ad døren, at han helt glemte at tage strømper på. Han havde cyklet som havde han den enarmet smed efter sig. Han havde cyklet helt ud til Grønneskoven og sneget sig frygtsomt gennem mørket.
Nu var han nået så langt. Han vidste, at lysningen med det gamle egetræ var meget nær. Han kunne ikke vende om nu.
Han trådte ind i lysningen og kunne mærke benene skælve under sig. Lysningen var anderledes, end da han havde besøgt den uger forinden ved højlys dag. Han havde blot sonderet terrænet, selvfølgeligt.
Hvide, spøgelsesagtige bannere hang ned fra træerne og dasede dovent frem og tilbage, som skovens åndedræt passerede forbi. Det ene efter det andet. De hvide bannere lyste svagt i mørket og dannede en gyselig allé, som førte frem til den gamle eg, der lå længst, langt, langt nede.
Jacob gik frem med langsomme, prøvende skridt. Som han passerede de første hvide bannere, hørte han en hvisken. En nærmest uhørlig hvisken kom ingen steder fra.
Jacob satte tempoet op, bare en smule. Jo flere af de hvide, skrækindjagende bannere han gik forbi, jo mere intens blev de hviskende stemmer. De sagde ikke noget bestemt. De hviskede bare, højere og højere. Mere og mere kaotisk. Jacob begyndte at småløbe. Og så storløbe.
Det var næsten som om, at de hvide bannere rakte ud efter ham. Han kunne mærke, hvordan de rakte frem og greb efter hans ankler.
Da han endelig nåede det gamle egetræ, så han den med det samme. En lille pakke tændstikker, der lå pænt placeret på et af træets rødder.
Jacob gjorde det eneste logiske. Med en hurtig bevægelse samlede han tændstikæsken op, tog en tændstik og strøg den.
Han hørte omgående en knitrende lyd. Ikke kun fra flammen for enden af den lille tændstik. Nej, lyden kom fra ham selv, fra hans indre. En sang af ild. Han vendte sig om og så, hvordan de hvide bannere var gået op i flammer. Dansende flammer, der smøg sig op ad træerne, de hang fra, og kærtegnede dem med farlige kys.
Jacob mærkede en varme i sit indre. Han kunne smage den tunge røg. Han var Ildkunstner. Han lyste hele skoven op og frydede sig ved den varme, trygge samhørighed, han havde med de brændende træer.